Loftbod fra Småland

Loftboden har ligget ved en gård i småland. Disse fritliggende boder blev brugt som opbevaringssted for redskaber og forråd.

På loftet stod kornet i store kar eller tønder, under loftet hang de røgede skinker og pølser til tørre i sikker afstand fra rotter og mus. 

Om sommeren blev bodernes første sal ofte brugt som sovested for gårdenes unge.

Bernhard Olsen hjemtog loftsboden i 1897, og den var en af de første bygninger i bygningsmuseet, da det lå i Kgs. Have.

Han betragtede bodens konstruktion som et godt eksempel på en oprindelig og middealderlig byggeskik, og dermed også som udtryk for byggeskikken som den kunne have set ud i meget gamle dage i Danmark.

Boden er dog lige så meget et udtryk for de Smålandske skovegnes lokale byggeskik og ressourcer. Den er bygget af svære tømmerstokke i knudetømring.

Det vil sige, at stokkene lægges ovenpå hinanden og låses i bygningens hjørner, hvor den enkelte stok hviler i et indhak i stokken nedenunder.

Taget er beklædt med græstørv.

Del denne side