Håndværkets Dage

23. og 24. september 2017, kl. 10-15

En weekend med fokus på godt håndværk og gode materialer. 

Til håndværkets dage vil aktiviteterne primært foregå i museets Stationsby med byggeri fra 1880 - 1940. Snedkeriet fra Borre fra 1920'erne vil være i fuld sving, smeden vil arbejde i smedjen fra Rynkeby og arbejdet med genopførelsen af en trælastlade fra Marstal kan følges. Også andre bygninger med igangværende reparationer vil blive inddraget i 'Håndværkets Dage'.

Frilandsmuseets håndværkere arbejder med fagenes traditioner og sikrer kontinuitet og overlevering til næste generation gennem oplæring af lærlinge.

Få svar på håndværks-tekniske spørgsmål, når der er "Håndværkets Dage" på Frilandsmuseet.

Håndværk i folkeskolen

Projekt Håndværk i folkeskolen deltager i år i Håndværkets dage. Her præsenterer tre 6. klasser fra Øster Farimagsgade skole og Frilandsmuseet resultatet af  et pilotforløb. I tre uger i september har eleverne arbejdet sammen med Frilandsmuseets håndværkere om at rejse en ny bygningskonstruktion i bindingsværk. Som traditionen byder fejres det med et festligt rejsegilde søndag d. 24. kl. 12.00. Man kan dog se elevernes bygning hele weekenden.

Her kan man også møde museets håndværkerne, der har arbejdet med eleverne og givet dem en helt særlig mulighed for at lære om materialer, værktøj, bygninger og om menneskerne bag det hele. Projekt Håndværk i folkeskolen arbejder videre på at udvikle en national model til brug i faget Håndværk og Design i den danske folkeskole.

Del denne side