Udskiftning af fodrem på Ostenfeld

Hvordan udskifter man det bærende element i en bygning uden at pille resten af bygningen ned? Det er den opgave som Frilandsmuseet håndværkere for øjeblikket er i færd med. En af de ældste gårde på Frilandsmuseet, gården fra Ostenfeld, er i disse dage ved at få udskiftet fodremmen, og derfor er gården også lukket for publikum, indtil alt er på plads igen. Processen indebærer, at stenene fjernes tavl for tavl i bindingsværket, hvorefter fodremmen blotlægges og kan udskiftes bid for bid. 

Da gården alligevel er lukket for publikum, har vi også taget de fleste af genstandene ind fra gården. Kobber og messingting er blevet sendt til Bevaringsafdelingen i Brede, så de kan blive pudset skånsomt op igen, og forhåbentlig genvinde noget af den glans, som de oprindeligt havde, da der boede mennesker i gården. Gården fremstår ellers umiddelbart meget mørk, bortset fra de to bagerste stuer, kaldet dørns og pisel, hvor de hollandske fliser lyser op, godt hjulpet af det lys, der kommer gennem de blyindfattede vinduer. Derfor lægger man måske heller ikke mærke til de ”pølser og skinker”, der hænger under loftet. Disse stammer fra gårdens første tid på museet og er lavet af træ. 

Ostenfeld blev købt af museets første direktør Bernhard Olsen i 1899 og åbnede for publikum på Frilandsmuseet i 1901. De ældste dele af gården kan dateres tilbage til mindst 1685, hvilket er det årstal der står over porten. Dele af tømmeret kan imidlertid godt være ældre. 

Ostenfeldgården kan som museumsbygning på Frilandsmuseet fortælle flere forskellige historier. For det første kan den fortælle om en hustype, som var almindelig mange steder i Europa, hvor menneske og dyr levede tæt på hinanden. Da Bernhard Olsen købte gården, var det netop dette, der havde hans interesse. Han så gården, som en gårdtype, der lå først i en udviklingsrække, der med tiden udviklede sig til en gård, hvor dyrene var placeret væk fra beboelsen i egne bygninger og hvor lyrehullet var afløst af en skorsten. For det andet er gården også interessant restaureringsmæssigt, fordi Bernhard Olsen sammenstykkede gården af elementer fra flere forskellige gårde. Det var han nødt til for at få det udtryk, han ønskede at rekonstruere, og desuden havde han allerede nogle paneler og alkover fra en anden gård, han havde ønsket at købe. Der var således mere tale om en rekonstruktion snarere end en egentlig genopførelse. 

Hvor det var vigtigt for Bernhard Olsen og hans samtid at se Ostenfeld som led i en udviklingshistorie, lægger man i dag nok mere vægt på gårdens rigdom. Gården lå i nærheden af det marked, der var for kødkvæg og korn i Amsterdam i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet, og antallet af båse i stalden og de hollandske fliser på væggene i dørns og pisel, de hollandske fajancer og kobbergenstandene skal alt sammen vise, at dette er en rig gård.   

Man kan læse mere om gården i blandt andet: Peter Michelsen, Ostenfeldgården på Frilandsmuseet, Odense 1976. Eller Mette Skougaard, Ostenfeldgården og den dansk-tyske strid om den nationale arv, i Kulturens nationalisering. Et etnologisk perspektiv på det nationale, Bjarne Stoklund (red.), København 1999. Begge disse udgivelser kan findes i ’Det digitale bibliotek’ på Frilandsmuseets hjemmeside. 

Del denne side