Frilandsmuseet holder åbent 5 påskedage fra skærtorsdag den 13. april til anden påskedag den 17. april 2017 kl. 10-16 

Frilandsmuseets køkkenlaug har travlt i herregårdens køkken. De fremtryller forskellige retter hver dag i påsken, som det var almindeligt i 17- og 1800-tallet. Skærtorsdag stod menuen på nikål som bestod af ni forskellige slags grønt, noget af det kål, men ellers måtte man bruge hvad der var kommet frem! F.eks. skvalderkål og brændenælder. Langfredag var sorgens dag og den blev markeret ved at servere rugmelsgrød. Lørdag var en travl dag og blev kaldt stumpelørdag, da den var alt for kort til at det man skulle nå, bl.a. tøjvask og rengøring. Dagen kunne sluttes af med skidne æg, hårdkogte æg i sennepssovs. Resten af påsken stod også på ægge-mad, f.eks. æggekage med flæsk. Lam var også en vigtig del af påskens festmad.

Kom forbi og få hele historien om påskemaden og smag på sagerne.

Fårene har forhåbentlig fået søde lam og gederne frække kid.

Melder sulten sig for alvor, er caféen på den centrale spiseplads åben. Her kan købes en lækker frokost, kage, en god kop kaffe, the og kakao.

Børnene skal huske at tage en findeleg ved indgangene og gå på jagt efter påske- og forårstegn. Der er præmier til de dygtige og heldige vindere.

Hestevognen kører hvis vejret er til det. Museumsbutikken er fuld af gode forårstilbud og kiosk og restaurant er åben.

Efter påsken lukker Frilandsmuseet og åbner igen tirsdag den 2. maj 2017

Del denne side