Arbejderboligen (Brede 33)

Klædefabrikken i Brede var en af Danmarks største tekstilvirksomheder frem til den lukkede i 1956. Fabrikssamfundet i Brede med 600 arbejdere havde boliger til de ansatte samt egne institutioner som børnehave, skole, spisehus og kirkegård.

Man boede fysisk tæt, men levede i socialt og kulturelt adskilte verdener. Fabriksejeren boede i hovedbygningen, mestrene i villaer og faglærte og ufaglærte arbejdere i små lejligheder.

Hele familien havde arbejde på klædefabrikken: mænd, kvinder og børn. I mange familier var der flere generationer af arbejdere, og der er eksempler på, at arbejdere havde 60 og 65 års jubilæum.

Brede 33 er beliggende i Den Lange Længe bygget mellem 1833-37 lige ved siden af Brede Hovedbygning. Den tidligere arbejderbolig er nu blevet udstillingsområde for publikum. Lejligheden er indrettet som den kunne have set ud 1950-1956 med genstande fra forskellige Bredefamilier, der har doneret genstande til museet.

Bygningsarkæologiske undersøgelser


For at kunne indrette lejligheden, har museet foretaget bygningsarkæologiske undersøgelser. Mange lag maling og tapet fortæller om den lange periode, hvor der har boet familier i lejligheden. Lejlighedens farveholdning og tapeter er skiftet med moden, men fremstår nu så korrekt som muligt for den valgte periode. Undersøgelserne har også bekræftet, at rumfordelingen har været helt anderledes før en ombygning i 1942. I den nuværende entre har der været køkken med ildsted i hjørnet, og det nuværende soveværelse har været stue forsynet med ildsted med en naivistisk marmoreret bemaling bag.

Del denne side