Kartemaskinen (2)

Kartemaskinen ved siden af direktionslokalet stammer oprindeligt fra Løgstør Klædefabrik. Den er, som mange andre af tekstilindustriens maskiner, fremstillet i Chemnitz i Tyskland, sandsynligvis kort efter år 1900.

Kartemaskinens funktion er dels at få uldens fibre til at ligge i samme retning, dels at samle ulden i lange strimler, såkaldt forgarn. Det første sker ved at ulden føres mellem roterende tromler, som er tæt besatte med metalpigge. Det sidste sker med flordelen, som ses bagerst på maskinen. Her ses også en stok med færdigt forgarn, parat til at blive flyttet fra kartemaskinen til spindemaskinen.

Normalt vil man på en tekstilfabrik have karterne opstillet i et system på tre efter hinanden, startende med en såkaldt grovkarte, efterfulgt af en finkarte og til sidst en forspindekarte. Af pladshensyn har vi kun udstillet forspindekarten – en fuldstændig kartesats vil altså være ca. 3 gange så lang.

Del denne side