Restaurering af Brede hovedbygning

Da Nationalmuseet i 1959 overtog Brede, bar hovedbygningen tydeligt præg af de senere fabriksejere, der havde boet i huset. Efter adskillige års istandsættelses- og restaureringsarbejder, var alle rum i 1974 ført tilbage til deres oprindelige form, og Lillies loft- og vægudsmykninger var fremdraget bag adskillige senere overmalinger.

Af det oprindelige inventar fra Peter van Hemerts tid er kun Lillies pillespejle i havestuen og selskabsstuen bevarede. Huset er i dag møbleret ud fra den udførlige inventarliste, der ved konkursboet i 1805 blev udarbejdet for hvert eneste rum.

Af de nuværende møbler har flere oprindeligt tilhørt personer fra den kreds, som Peter van Hemert selv færdedes i. Alle stammer de fra netop den tid, hvor familien van Hemert flyttede ind i sit nye landsted. Som det var moderne i tiden, er møblerne opstillet strengt symmetrisk langs væggene.

Brede Hovedbygning står nu atter som et fornemt eksempel på et komplet Louis XVI-interiør fra 1790'erne, der giver et sjældent indblik i, hvorledes en velstående storkøbmandsfamilie levede i slutningen af 1700- tallet.

Brede Værk

Brede Hovedbygning er en del af Brede Værk, som er Nationalmuseets museum om industrialiseringen.

Del denne side