Historisk viden

Korea

Nationalmuseets koreanske samling omfatter i dag flere end 900 genstande. Samlingen er især blevet til som et resultat af gaver fra private personer med særlig interesse for koreansk kunst og kultur. Dette har skabt en samling, der på flere områder er meget righoldig, men på andre uheldigvis også ret snæver, og som derfor kun giver et delvist dækkende billede af den traditionelle kultur, som det moderne koreanske samfund bygger på.

Den koreanske samling er udstillet i Etnografiske Skatkamre på Nationalmuseet. Her vises et studerekammer, dragter, shamanudstyr, altertavle, bronzearbejder, akvareller samt koreansk porcelæn og keramik.

Studerekammer

Den mest spektakulære “genstand” i den koreanske samling er en kopi af en traditionel sarangbang eller den lærde mands studerekammer, som Nationalmuseet i 1966 modtog som gave af den sydkoreanske regering.

Denne lille bygning, der er inspireret af en sarangbang i paladset Changdeok i Seoul, er opført i museets Korea-rum af arkitekten Shin Young-hoon (f.1935).

Kisan's malerier

En anden og meget tidligere erhvervelse er de næsten 100 akvareller udført af Kisan, alias den professionelle maler Kim Chun-gun. Disse malerier var indsamlet i kystbyen Wonson i det nuværende Nordkorea omkring 1892 af danskeren Janus F. Oisen, som i 1890’erne var britisk konsul og toldkommissær i det kinesiske maritime toldvæsen i Korea.

I slutningen af 1800-tallet malede Kisan et meget stort antal af denne type akvareller til udlændinge, som opholdt sig i Korea. Motiverne viser forskellige af samtidens sociale grupper, vigtige stadier i livet, populære skikke, årlige fester og forskellige forlystelser. Efter Oisens hjemkomst til Danmark forærede han disse akvareller til en bekendt, fra hvem de i begyndelsen af 1940’erne blev erhvervet til Etnografisk Samling.

Del denne side