Historisk viden

Fotos fra Tranquebar (1880-1980)

På Nationalmuseet findes en mindre samling af fotos fra Tranquebar (1880-1980). I første halvdel af 1900-tallet besøgte adskillige danske rejsende landsbyen og fotograferede den. Gamle danske bygninger, kirker og grave var især populære motiver. Nogle af disse billeder opbevares på Nationalmuseet hhv. i fotoarkivet på Etnografisk Samling og i Antikvarisk-Topografisk Arkiv i afdeling for Dansk Middelalder og Renæssance.

Nadar-huset. Under den britiske koloniperiode i Tranquebar fungerede dette hus som bolig for den britiske skatteopkræver. I det moderne Tranquebar var huset indtil for nylig lokalt kendt som "Nadar-huset". Det nøjagtige tidspunkt for bygningens opførelse er ukendt, men det antages, at den stammer fra omkring 1830. Den er opført med tre fløje og en fjerde fløj blev tilføjet senere på bagsiden ud mod haven. Det fremgår af arkiverne, at Arabella Mathilda Wright, der blev gift med den danske embedsmand Wilhelm Petersen i Zionskirken den 7. februar 1821, arvede bygningen i december 1857 efter sin mands død. Ti år senere solgte hun bygningen til Thiru Vellia Nadar, hvis efterkommere beholdt den i 125 år og udlejede den til det britiske styre, der anvendte den til bolig for skatteopkræveren. Tidligt i 1990'erne blev bygningen solgt af Nadar-familien og overtaget af hotelgruppen Neemrana. En restaurering af huset påbegyndtes i januar 2003 med henblik på at forvandle bygningen til et kulturarvshotel. Hotellet med otte værelser, under navnet "Bungalow on the Beach", skulle åbne i slutningen af 2004, men tsunamien i Det indiske Ocean beskadigede bygningen en del. Da reparationsarbejdet var gennemført, åbnede hotellet endeligt tre måneder senere.

Tekst: Professor Esther Fihl og ph.d.-studerende Caroline Lillelund, 2016
Webdesign og supervision: Cand. mag. Bente Gundestrup
Oversættelse fra engelsk: Cand. mag. Tine Wanning

Del denne side