Historisk viden

Hope Foundation - en NGO i Tranquebar

Lige efter tsunamien i 2004 ankom omkring 60 NGO'er til Tranquebar. I dag, to år efter, er der kun et fåtal af disse tilbage. De fleste satser på bæredygtighed og har hver især egne fokusområder. En af disse NGO'er, nemlig Hope Foundation - Vacational Training Centre, der er placeret i udkanten af Tranquebar er specielt rettet mod det tsunamiramte fiskersamfund.

Hope Foundation er en NGO, der har til formål at hjælpe hårdt trængte befolkningsgrupper i Indien med at forbedre deres situation. NGO'en, som er en del af Hope Worldwide, har i Indien op til 80 projekter i 17 byer. I Tranquebar fokuserer Hope Foundation på at tilbyde kurser og træning, der kan bane vejen for fremtidig ansættelse eller selviværksættelse for både unge og voksne med begrænsede midler.

Efter tsunamien kom mange NGO’er, der ikke havde noget videre kendskab til lokale forhold, til Tranquebar og gav godhjertet ud af nødhjælp, som også var hårdt tiltrængt, men det skete ret ukoordineret. De lokale myndigheder og de NGO’er, som allerede arbejdede i området og kendte til lokale forhold, blev ikke i særlig høj grad taget med på råd. Der blev bl.a. givet et stort antal glasfiberbåde til fiskerne. Bådenes fordeling blandt fiskerne forløb imidlertid ikke problemfrit og var med til at skabe en del omvæltninger i fiskersamfundet. Desuden ønskede flere ikke længere at være fiskere af frygt for havet. Dertil kom også, at denne gavegivning tog brødet ud af munden på nogle af de bådbyggere, der ellers arbejdede i byen.

Hope Foundation's filosofi er, at bl.a. uddannelse, erhvervstræning og kulturel udveksling (det vil f.eks. sige, børn og unge fra forskellige lande, der kan kommunikere via internettet) er vejen frem, da det vil kunne give nødtrængende og fattige mennesker kvalifikationer og viden, de kan have gavn af resten af livet.

I Tranquebar laver Hope centrets ansatte selv opsøgende arbejde for at finde deres elever (både kvinder og mænd). I starten fokuserede de udelukkende på fiskerlandsbyen, men det viste sig ikke at være holdbart, da mange af eleverne, frem for at studere, valgte at tage med bådene ud og fiske, hvis vejret var til dette. I dag er centret derfor også åbent for andre fattige og dårligt stillede familier i området, og tilbyder gratis undervisning i brug af computer, syning, reparationer af elektriske apparater samt murer- og andet håndværk. De fleste kurser er typisk af 3 eller 4 måneders varighed. I murer- og de andre typer bygningshåndværk gives dog kun 3-4 dages oplæring, hvorefter eleverne sendes ud til forskellige bygningsprojekter for at arbejde. De mindre ting, eleverne producerer, mens de er på centret, bliver solgt i centrets lille showroom, der ligger på hovedgaden i Tranquebar. Eksempelvis modtager syeleverne selv 10-25 % af salgsprisen for de ting, de fremstiller.

Til tider ansætter centret selv nogle af de gamle elever, men som oftest finder eleverne ansættelse andre steder. For at fremme elevernes fremtidige jobchancer, er der blevet ansat en mand til at søge efter jobannoncer på Internettet, og indenfor de to år, centret har eksisteret, er i alt 755 startet på et eller flere kurser. 222 af disse har opnået fast ansættelse, og 30 er blevet selvstændige erhvervsdrivende. Ud over erhvervstræning har Hope centret oprettet en skole i Tranquebar, hvor børnehave- og skolebørn fra op til 8 landsbyer modtager deres undervisning.

I Tranquebar lever der i dag op imod 1600 fiskerfamilier, hvoraf en stor del af kvinderne køber fisk på stranden og sælger dem i omegnen af Tranquebar eller til byer længere inde i landet. Hope giver i denne forbindelse lån uden rente til kvinder, der har brug for et grundbeløb for at få gang i deres handel. Ligeledes kan mindre kunsthåndværkere i området sælge deres ting i Hopes showroom, eller få anden hjælp til distribueringen af deres varer.

Tekst: Studenterpraktikant Celia Ekelund Simonsen, 2007

Del denne side