Historisk viden

Laksmi – en kvindes liv i Tharangambadi

I 1981 tog Esther Fihl et fotografi af en ung og smuk tamilsk fiskerkvinde med sine to små pigebørn, den ene ligger på skødet og ammes, mens den anden får ordnet håret. Kvinden selv har håret sat op på traditionel vis i en knold uden brug af hårnåle, hvilke er ganske overflødige, da håret er stift af den salte havluft. En plakat med billedet har i mange år prydet væggen på Esthers kontor på Københavns Universitet, og nu vælger Esther at opsøge kvinden på billedet og bede hende fortælle sin livshistorie.

Under et besøg i Tranquebar i januar 2007 viser Esther Fihl hendes mangeårige tolk Renuga et billede af en smuk ung tamilsk kvinde, som hun mødte i 1981 under sit første feltophold i Tranquebar eller Tharangambadi, som landsbyen mest kaldes lokalt i dag. Tolken ved straks, hvem kvinden er, og at hun har overlevet tsunamien. Få dage efter går de sammen hen for at møde hende. En plakat med billedet har i 25 år prydet væggen på Esthers kontor, og det er med spænding, hun opsøger kvinden på billedet og beder hende fortælle sin livshistorie.
 
Kvindens navn er Laksmi, og det viser sig, at hun nu bor i et lille murstenshus med tegltag tæt ved det sted, som Esther har lejet af en lokal fisker, og hvor også vi praktikanter og assistenter har kontor under vores etnografiske feltarbejde i Tranquebar. Ved synet af billedet er Laksmi ret betaget og husker ganske tydeligt situationen, da det blev taget. Datteren, som på billedet ligger i skødet, overtager billedet og studerer det indgående. Laksmi vil gerne fortælle sin livshistorie. Nogle dage efter går Esther sammen med ph.d.-stipendiat Illakuvan hen til huset igen for at møde hende. Laksmi ligger på gulvet og ser TV, men springer op, da hun ser dem komme. Hun byder dem velkommen og beder dem komme indenfor, og de sætter sig i skrædderstilling på en stråmåtte på gulvet. Efter at Esther og Ilakkuvan har forklaret hende deres ærinde med at studere fiskersamfundet ud fra livshistorier, og at de kun vil stille minimum af spørgsmål under Laksmis fortælling, begynder Laksmi at berette om sit liv.

Laksmi giftede sig i sin tid med en enkemand af en velhavende fiskerfamilie. Manden havde i forvejen to drenge og en datter fra sit tidligere ægteskab, og efter brylluppet flyttede Laksmi ind hos mandens storfamilie. Laksmi og svigermoderen klingede imidlertid ikke særlig godt sammen. Svigermor skældte ud og besværliggjorde Laksmis husarbejde. Laksmi var helt afhængig af svigermoderen, som bestyrede storfamiliens økonomi, og situationen blev ikke bedre, da Laksmi fødte pigebørn. Kun hvis svigermoderen gav hende ris, kunne de spise, men ellers havde hun og hendes døtre ikke nogen mad.
 
Efter nogle år flyttede Laksmi og hendes mand og børn ud af storfamilien og fik deres egen hytte. De ejede ikke noget, men arbejdede hårdt og folk troede, at de klarede sig godt. Laksmi forklarer, at hun ikke ønskede at vise folk deres ulykke. Da hun ikke længere kunne bære fattigdommen, begyndte hun at sælge fisk på markedet. Det var ikke et godt arbejde, og nogle gange tjente hun slet ingenting. Nogle gange måtte hun låne penge fra sine slægtninge, fordi hun ønskede at hjælpe sine døtre mens de gik i skole, og senere fordi hun manglede penge til deres medgift. Hun tillod aldrig, at hendes døtre også solgte fisk, og hun bad dem ikke om hjælp. Hun fortæller, at hun selv er analfabet, men at hun dog kan skrive sit eget navn. Det har hendes børn lært hende.
 
Laksmis mand er fisker, og det er Laksmi, som bestyrer familiens økonomi. Al indtægt afleveres hos hende, og for nogle år siden lykkedes det hende, at få råd til opførelsen af et stenhus. Under tsunamien blev huset stående, men alle deres ejendele forsvandt i bølgerne, da vandet igennem de åbne døre raserede huset i mandshøjde. Ligeledes deres katamaran og alt deres fiskegrej på stranden. Efterfølgende begyndte hendes mand at drikke dagligt. Hver dag måtte hun give ham 50 rupees til spiritus, og somme tider skabte det problemer i familien, men takket være indsats fra parrets to næsten voksne sønner, er han nu igen ude og fiske hver dag.

I dag har parret fire døtre og to sønner sammen, og dertil kommer mandens børn fra første ægteskab. Hendes største bekymring er at få døtrene gift. Hun forklarer, at før i tiden forventede folk ikke, at bruden bragte en stor medgift med sig i ægteskabet, men det er anderledes i dag. Og nu er det et spørgsmål om prestige. Hun siger, at det er et forfærdeligt system, og hun vil ikke forlange medgift, når hendes sønner en dag skal giftes, da hun har haft slemme oplevelser i forbindelse med det, og derfor ikke vil være ansvarlig for at give andre disse problemer.
 
Som det er tilfældet med mange af de livshistorier, som Esther Fihl har indsamlet i Tranquebar, vidner Laksmis beretning om et hårdt liv, men også om en indre styrke og et mod, man kun kan beundre. - Smilet på hendes ansigt ved den stolte fremvisning af de to små børnebørn, er da heller ikke til at tage fejl af.

Tekst: Studenterpraktikant Celia Ekelund Simonsen, 2007

Del denne side