Historisk viden

Kupuraj, en fiskers livshistorie

Under sit første etnografiske feltarbejde i Tranquebar tilbage i 1981, tog Esther Fihl en serie portrætbilleder af informanter og andre af landsbyens indbyggere. Disse billeder danner i dag baggrunden for Esthers projekt om fiskersamfundet, hvor hun assisteret af sønnen Asger forsøger at finde tilbage til disse mennesker 26 år senere med det formål at bede dem fortælle deres livshistorie. Som regel vækker billederne både glæde og stor interesse hos de portrætterede, eller deres slægtninge. Og ofte er det alt, hvad informanterne behøver som inspiration til at berette om deres liv.

Asger og tolken Raja beslutter sig for at finde en fisker ved navn Kupuraj, som Esther Fihl tog et billede af tilbage i 1981. Målet er at få Kupuraj til at fortælle sin livshistorie, og ofte har det vist sig, at disse gamle portrætbilleder er en stor inspirationskilde for informanterne. Asger og Raja finder Kupuraj uden for sin hytte, han inviterer dem indenfor, beder dem sætte sig ned på den sivmåtte, han lægger frem på gulvet, og efter en kort indledende samtale, begynder han sin beretning.
 
Da Kupuraj er en lille dreng forlader hans far familien, og på trods af, at de boede tæt på hinanden i landsbyen, lærer Kupuraj ikke faderens identitet at kende før 12 år senere. Hans mor og bedsteforældre tager sig af ham og hans søskende, mens de er børn, og han fortæller, at han går i skole til og med 5. klasse. Han er dygtig i skolen, men hans skolegang er dog langt fra problemfri, da han har en skolelærer, der ikke står tilbage for at slå sine elever, hvis de ikke makker ret. Kupuraj prøver det på sin egen krop, da han en dag kommer i skole efter at have været oppe og slås med en dreng i landsbyen. Skolelæreren vælger at straffe Kupuraj ved at sætte en blyant ind imellem hans fingre, og presse hårdt ned på hans hånd, indtil blyanten splintredes. Blind af smerte forsøger Kupuraj at fjerne hånden og rammer i forvirringen skolelæreren i ansigtet, hvilket blot gør ondt værre. Læreren bliver nu så rasende, at han får nogle andre elever til at holde Kupuraj på hænder og fødder, mens han banker ham efter bedste evne.
 
Efter hændelsen skulker Kupuraj fra skole i syv dage. Han har haft feber i 3 dage, forårsaget af den voldsomme behandling, og da han endelig fortæller det hele til sin bedstefar, går denne direkte til skolelæreren og advarer ham imod at behandle hans barnebarn sådan igen. Bedstefaren dør imidlertid kort efter, og da Kupuraj året efter skal rykke videre op i 6. klasse, taler skolelæreren hans mor fra at lade ham fortsætte i skolen.

Som et par og tyveårig, finder Kupurajs mor en pige, som han skal giftes med. Kupuraj vælger i overensstemmelse med sin overbevisning et bryllup efter det dravidiske system, så det blev et bryllup, hvor brahminerne (en hinduistisk præstekaste, der menes at være kommet fra Nordindien) ikke spiller en særlig rolle, om nogen overhovedet. Til Kupurajs store fortrydelse nægter moderen imidlertid at invitere hans far til brylluppet.
 
I starten af ægteskabet finder Kupurajs kone sig nødsaget til at begynde at sælge fisk på markedet. Kupurajs mor har vendt ham ryggen, da han ikke arbejder regelmæssigt og tjener penge til familien. Således bliver det hans fars anden kone, der kommer det unge par til undsætning, dog på trods af at hans far stadig ikke har noget at gøre med Kupuraj.
 
Først da faderen ligger på sit dødsleje kalder han på sønnen, der må love at tage vare på hans begravelse (vigtigt for en hindu), og først da får han sandheden at vide vedrørende hans fars fraværd. Det viser sig nemlig, at hans far fandt en anden kvinde, da Kupuraj endnu var ganske lille. Faderen ønskede at tage to koner, men Kupurajs mor havde nægtet. Faderen flyttede derefter, og moren og bedstemoren gjorde efterfølgende deres for, at han holdt sig væk for bestandigt.

To år efter sit bryllup, begyndte Kupuraj endelig at arbejde som fisker, men han ejede ikke selv en katamaran. Det var derfor et vendepunkt i hans liv, da han fik muligheden for at købe sin egen katamaran gennem et DANIDA-lån i 1984 og blive sin egen herre. Som regel arbejdede han alene, men mange af de andre fiskere ønskede, at han skulle hjælpe dem med fiskeriet, da han var kendt for på havet at være meget modig af natur.
 
Under tsunamien mistede Kupuraj imidlertid sin ældste datter, sin katamaran og 12 geder. Efter katastrofen modtog han dog penge ligesom alle andre tsunami-ramte familier gjorde. Hans hytte var også blevet ødelagt, og som hjælp dertil fik han en smule assistance fra en NGO (non-government organization). Det vil sige, de gav ham 6 bambusstokke. Andre NGO spurgte ham, hvad han havde brug for, men det blev aldrig til mere.

Men tabet af datteren var et voldsomt slag for Kupuraj. Han så efterfølgende tillige datterens familie gå i opløsning, idet svigersønnen også døde efter et halvt års tid, og efterlod 4 børn forældreløse. To af børnebørnene bor i dag hos Kupuraj, mens de andre to bor hos deres farfar.
 
Kupuraj beretter i en times tid om sit liv, sit ægteskab, fiskeriet, sine stick fights, glæder og sorger. Han er en god fortæller og bringer sågar detaljer på banen omkring Esthers første besøg for 26 år siden i Tranquebar. Afslutningsvis bliver Kupuraj bedt om at forestille sig, at han mødte den unge Kupuraj, som er på billedet. Hvilket råd ville han i så fald give denne unge mand?
 
Han svarer: "Lær af de erfaringer, livet giver dig!"

Tekst: Studenterpraktikant Celia Ekelund Simonsen, 2007

Del denne side