Historisk viden

I fuldmånens skær - en vild besættelse

Den årlige Kanniyannal ceremoni bliver afholdt i anledning af fuldmånen. Ceremonien starter ved fiskernes tempel i midten af resterne af den gamle fiskerlandsby.

Der går sjældent en dag, uden at der afholdes en højtidelighed eller en ceremoni et sted i Tranquebar. Dagen i dag er ingen undtagelse. Hele dagen har forberedelserne været i gang, og nu står størstedelen af landsbyen afventende, som om noget stort skal til at ske.

Snart lyder trommernes taktfaste rytme, og alle sanserne vækkes af en ren eksplosion af farver og bevægelser. Tilskuerne opildnes og rives med af duften af røgelse, bragende kanonslag, kvinders nervøse hvin og præsternes råben.  Luften er tyk af varmen og det ophvirvlede støv. På pladsen foran templet danser 7 unge kvinder med vilde og ukontrollerede bevægelser, som om de er i trance. Deres lange sorte hår er slået ud og i kaotisk uorden.

"Det er helt utroligt at opleve kontrasten mellem de normalt så beherskede og ulasteligt værdige landsbyboere. og den brutale råhed, der kommer frem i denne slags ceremonier", siger Julie Bønnelycke, som er i praktik på Tranquebar Initiativet.

Blandt tilskuerne står en lokal tamilsk pige. Hun fortæller, at danserne er besat af gudinden Kanniyannal. De har allerede taget tre piger og en dreng, som skal indvies for at blive dansere. Hun er tydeligvis mærket af situationen og er meget bange for selv at blive udvalgt.

En gruppe kvinder i farvestrålende sarier kommer frem med krukker og fade på hovedet. De går ned mod havet og hen ad stranden til et lille tempel, der ligger nord for landsbyen, og alle andre følger med.

Ved det nye tempel genoptager de syv kvinder dansen. De tre nye piger sætter sig på knæ, og en gammel kvinde begynder at piske dem med blade, alt imens hun svajer rundt i cirkler, jamrer og taler i tunger. En af præsterne løber rundt i ringen af mennesker. Én efter én træder danserne frem med hænderne hævet over hovedet og lader præsten piske dem.

Kvinderne, som bar krukkerne ud til templet, tilbereder nu maden, der skal ofres til gudinden, og røgen fra bålene fylder luften. Det er ved at være sen eftermiddag, og solens kraft er ved at aftage.

En af Esther Fihls lokale kerneinformanter er til stede under ceremonien, men siger: "I do not know about this. It is not my God". Trommerne, piskesmældene og den konstante jamren, gør det svært at høre, hvad hun fortæller. Julie Bønnelycke går rundt i menneskemængden i et forsøg på at finde ud af, hvad der sker, og siger til sidst: "De lader ikke selv til at have nogen entydig forklaring – for hver person man spørger, får man et nyt svar!".

Ceremonien forsætter med uformindsket styrke indtil mørket falder på, og fuldmånen klart træder frem på nattehimlen. Præsterne og danserne begiver sig nu ned mod havet, hvor gudinden eftersigende hører til. Nede ved vandkanten genoptager kvinderne dansen, og i det fjerne kommer en båd til syne.

Da den når ind til stranden, går det pludseligt hurtigt, og alle danserne og præsterne springer ombord, og de sejler snart tilbage ud på havet. "The goddess is belonging to the ocean, and they are taking her home", forklarer en anden af Esther Fihls mangeårige kerneinformanter. Alle tilskuerne står afventende tilbage på stranden, og i det fjerne ses en svag ild, der bevæger sig og slukkes.

Ceremonien er slut, og det var en smuk afslutning på en begivenhedsrig dag i den indiske fiskerlandsby Tranquebar.

Tekst: Studenterpraktikant Celia Ekelund Simonsen, 2007

Del denne side