Historisk viden

Barakker eller spøgelsesby

To fiskerfamilier venter hver især på at kunne flytte ind i de nye huse, som SIFFS (South Indian Fishermen Federation Society) er i færd med at bygge i udkanten af fiskerlandsbyen. Én familie lever, ligesom så mange andre fiskerfamilier i en af barakkerne, bygget efter tsunamien, mens den anden familie er flyttet tilbage til deres ødelagte hus nær stranden, dog uden at have midlerne til at genopbygge huset.

For nogle dage siden her i januar 2007, spurgte Ingrid Fihl Simonsen og jeg vores lokale tolk, Sathia, om hun kendte nogle af de familier, der bor i de lange baraklignende bygninger, som NGOer byggede for at huse de hjemløse fiskere efter tsunamien i 2004. På andet år lever de under kummerlige kår, og vi er interesseret i at tale med en af familierne om, hvordan de klarer sig, samt høre deres egen beskrivelse af livet i barakkerne.

Der er i alt 20 barakker, og i hver bor der ca. 20 familier. Sathia inviterede os med hen til hendes gode venindes familie, der bor seks mennesker i to små rum på i alt ca. 24 m2. Indtil for to måneder siden har de levet på blot 12 m2, men da familien i naborummet flyttede ud i et af de nye huse, øjnede de muligheden for at få mere plads ved at skære en slags døråbning i den ca. 170 cm høje skillevæg.

Da vi ankom, blev vi straks budt indenfor, og vi tog plads på den sivmåtte, der blev lagt ud til os på jordgulvet. Med Sathias hjælp fandt vi ud af, at familien består af en mor, en far og deres ene søn samt tre døtre. Før tsunamien havde faderen været fisker, men i dag er han bange for at tage ud på havet, og i dag arbejder hverken faderen eller moderen. Familien klarer sig i stedet ved, at datteren på 15 år syer bluser og tudis (en tunika med bukser til) til de andre beboere, og derudover arbejder sønnen på 19 år som fisker. Moderen gav i denne forbindelse klart udtryk for, at de frygter for sønnens liv, hver gang han tager ud på havet. Ingen i familien kom dog til skade under tsunamien, men deres hus lå dengang tæt på havet, og de mistede derfor alt, da vandet kom. Familien flyttede efterfølgende ind i barakkerne og modtog, ligesom alle de andre familier i barakkerne, 4000 rupees af regeringen (100 INR = ca. 11 DKK).

Da vi spurgte ind til, hvordan det er at bo i barakkerne, var svaret: "it is sad" (det er trist). Der er altid meget larm fra radio, konkurrerende TV-programmer, mobiltelefoner og grædende børn. Familien har svært ved at sove om natten, der er ikke nok plads. De har det simpelthen ikke godt. Alle familierne i barakken tager vand fra den samme vandpost udenfor barakken, og der er sat fire palmevægge op i en firkant ved siden af vandposten, der om aftenen giver beboerne mulighed for at vaske sig.

Efter mødet bad vi Sathia om at vise os, hvor beboerne går hen for at gå på toilettet. Det viste sig at kvinderne går om bag en bestemt skole, når det er mørkt. Om dagen går de hen til et andet sted i landsbyen, der er mere afskærmet. Mændene går ned på stranden mellem bådene og bruger vandkanten som toilet. Dette gør sig imidlertid gældende for alle indbyggerne i fiskerlandsbyen.

På en lille tur rundt i fiskerlandsbyen, et par dage senere, mødte vi en familie, der er flyttet tilbage i deres ødelagte hus ved stranden. De kunne simpelthen ikke holde ud at bo i barakkerne, under så dårlige betingelser. De bor i dag i den del af fiskerlandsbyen vi til hverdag har valgt at kalde for 'spøgelseslandsbyen', fordi der stadig står mange huse, der ikke er blevet genopbygget efter tsunamien. Der bor dog stadig nogle få familier i nogle af husene, men det føles som om, man bevæger sig igennem et spøgelseslandskab.

Begge familier vi talte med venter imidlertid med længsel på, at de kan flytte ind i de nye huse, der er ved at blive bygget til fiskerne. De er blevet lovet, at husene er færdige i løbet af 3-4 måneder. De sanitære faciliteter mangler.

Tekst: Studenterpraktikant Celia Ekelund Simonsen, 2007

Del denne side