Historisk viden

Den første danske sørejse syd om Afrika

Rapporten over den første danske sørejse syd om Afrika hedder ”Fortegnelse paa alt hvis paa denne Indianske Reise forefalden er, fra Begyndelsen den 14. Novembris Anno 1618 og indtil den 4. Martii Anno 1622. Den er skrevet af den unge adelsmand Ove Geidde og indleveret til Kong Chr. IV, som sendte ham af sted i spidsen for en stor ekspedition på over 400 mand. Målet med rejsen syd om Afrika var at anlægge en koloni på Ceylon, således at danskere selv kunne hente de eftertragtede ostindiske krydderier og tekstilstoffer hjem uden at skulle købe dem dyrt gennem hollandske og engelske købmænd.

Danmarks første aktieselskab

Til rejsen udruster Chr. IV. en flåde bestående af to handelsskibe, et orlogsskib, et admiralsskib og et mindre proviantskib samt det mindre proviantskib ”Den hollandske Fløjte”, som skulle følge med noget af vejen. Handelsskibene hed ”Christian” og ”København” og var ejet af det Ostindiske Handelskompagni, der i 1618 var stiftet med det formål at få en dansk oversøisk handel i gang, og som i øvrigt blev Danmarks første aktieselskab. Orlovsskibet hed ”David” var stillet til rådighed af flåden, mens admiralsskibet ”Elefanten” var udrustet for kongens egen regning. Med på rejsen var en fornem hollandsk gesandt Boshouwer med sin familie og hele sit tjenerskab. Denne gesandt havde før afrejsen fra København på vegne af Kejseren af Ceylon indgået en kontrakt med Chr. IV om at være med til at jage portugiserne væk fra øen mod til gengæld at få eneret til den oversøiske handel her. Admiral Giedde opholdt sig på ”Elefanten”, hvis hovedopgave det var undervejs at beskytte handelsskibene mod overfald på den lange fart.

Danske adelsmænd, tyske lejetropper og hollandske sø- og handelskyndige

Mandskabet ombord på skibene var ligeledes blandet sammensat, idet nogle hovedsageligt tjente kongen og andre kompagniet. Dertil kom nationale forskelle. Kun ganske få danske søfolk havde i 1600-tallet erfaring med sejlads på de store verdenshave, hvorfor de fleste af styrmændene, matroserne og de handelskyndige var hollændere. De ca. 300 landtropper, der ifølge traktaten med Kejseren af Ceylon skulle stilles til dennes rådighed, var overvejende tyske lejetropper under kommando af en halv snes danske adelsmænd. Kendte navne blandt disse var Thyge Stygge, Hans Lindenow og Erik Gruppe. Det var således en yderst sammensat skare, som her drog ud på den første danske sørejse syd om Afrika. Undervejs på den lange sørejse voksede modsætningsforholdet da også mellem de øverstbefalende danske adelige og de forholdsvis mange borgerligt sindede hollændere, der sad inde med størst viden om navigation og købmandskab.

Sørøvere ved Cap Verde

Den 29. november 1618 forlod flåden København, og Gieddes rapport angiver, at rejsen er gået igennem Den Engelske Kanal, hvor skibene gjorde et kort ophold i England. Allerede her fik Giedde forsmag på, hvilke disciplinære problemer, han undervejs risikerede at få med det forskelligartede mandskab, og hvor vanskeligt det kunne være at holde flåden samlet, samt hvilke besværligheder det kunne forvolde at have så fornem en rejsefælle som den kejserlige gesandt Boshouwer med på ekspeditionen. Ove Giedde skriver:

”1618. Den 19. December. Denne dag kom den hollandske Skipper med vort Proviantskib og berettede, at skibet Christian var indsejlet til Norge. Den kejserlige Gesandt og Visitatøren havde indkvarteret sig i Newport, og jeg erfarede, at en mængde Købmænd, Underkøbmænd og Assistenter, Soldater og Skibsfolk her dagligt blev opmuntret til sammesteds at sværme og paa Kompagniets Penge at tære. Da det ikke lykkedes mig at standse dette med Brev og Sendebud, lod jeg befale udi Flåden, at ingen maatte gaa i Land, med mindre de min Special-Seddel derpaa havde. Og jeg rejste derforuden den 23. selv til Newport, og sørgede for, at Visitatøren kun én Tjener og én Købmand hos sig skulle have, alle de andre skulle fare om Borde.”

Fra England gik sejlturen ned gennem Atlanterhavet til Cap Verde-øerne, hvor de danske skibe, i det tilfælde de blev væk fra hinanden, havde sat hinanden stævne ved øen Mario. Ligeledes blev bestemt, at man ved landgang skulle lade opsætte et kors med Chr. VI monogram og ved korset lade nedgrave breve til de danske skibe, som kom derefter. Ud for Cap Verde ventede der imidlertid den danske eskadre en udfordring, som den åbenbart ikke har kunnet sidde overhørig. Det lille proviantskib ”Den hollandske Fløjte” blev her angrebet af tre kaperskibe, men Ove Giedde synes dog at have fuld kontrol over situationen:

”1619. Den 17. Februar blev det bestemt, at ”Elefanten” med ”Den hollandske Fløjte” skulle sejle forud til Kap Verde for at erfare om der her var nogle Fribyttere, som kunne volde os Skade eller Forhindring.

Den 18. sejlede jeg med ”Elefanten” og ”Den hollandske Fløjte” forud til foreskrevne Kap Verde, og ved hjælp af ”Fløjten” erfarede vi, at der laa 6 Skibe i Havnen, hvorfor jeg om aftenen kastede Anker 2 Mil derfra ved en Ø, hvortil også de øvrige Skibe kom til os om Natten, og jeg kommanderede foreskrevne hollandske Skipper til at sejle ind i til omtalte Skibe og kaste Anker lidt fra dem.

Den 19. saa vi 3 af de foreskrevne 6 Skibe at have sat Sejl for at gaa efter vores ”Fløjte”, hvorfor jeg lod ”Elefantens” Ankertov hugge, og gik sammen med vore andre Skibe imod den, og jeg fyrede et Skud efter de to, som kom nærmest mig, og eftersom de ikke bille stryge, forfulgte vi det største med ”Elefanten” og fyrede et Skud mod det. Langt om længe kom dets Kaptain om Bord, hvor han bekendte, at han havde givet sig af med Røveri, og opgav Skibet.”

Endnu et sørøverskib indtages af ”Den hollandske Fløjte”, mens det tredje gik på grund og blev overfaldet af lokalbefolkningen og stukket i brand. De tre andre skibe, som lå i havnen havde Giedde også planer om at undersøge næste dag, men ubemærket af den danske flåde var de i nattens mulm og mørke imidlertid stået til søs.

Et par dage efter forsøgte nogle af de tilfangetagne sørøvere med deres kaptajn at springe over borde for at undslippe i landgangsbåden. Det mislykkedes imidlertid, og sørøverkaptainen blev næste dag sat for retten og dømt til at skulle kastes over borde sammen med nogle af sine mænd.  Imidlertid gik den kejserlige gesandt og hans kone i forbøn for de dømte, hvorefter de benådedes. De to kaperskibe indlemmedes i den danske eskadre under navnene ”Patentia” og ”Jægeren”, og sørøverne fordeltes mellem de danske skibe til at indgå i besætningen. Dette viste sig imidlertid snart at skulle volde voldsomme problemer, idet dette mandskab gentagne gange skabe uro og søgte at rømme undervejs, og senere blev kaptajnen da også hængt i bovsprydet, mens andre flere gange blev lagt i jern.

Straffe om bord

Men også andre end sørøvermandskabet forbrød sig mod det sæt af skibsartikler, som Ove Giedde var blevet udstyret med fra København, og – som set med nutidens øjne – satte strenge straffe for selv mindre forseelser. Ikke alene blev enhver form for opposition slået ned med hård hånd, men også mere eller mindre uforsætlige fejltrin i forbindelse med skibenes manøvrering kom for retten. Bøder, tab og gage og den frygtede kølhaling hørte til gængse straffemetoder, mens udsmidning og hængning var forbeholdt grovere brud på skibsartiklerne. Et par konkrete straffeudmålinger:

”1619. Den 1. April. Samme dag blev for det første Jan Kornelissøn, som var Understyrmand på –skibet ”Christian” dømt fra sit hverv og til to gange at skulle drages under Kølen. Dette blev han for at have fremsagt nogle Ord, hvormed han min Herres Naadigst medgivne Skibsartikler skulle have forkleinet. For det andet blev to Baadsmænd på skibet ”København” dømte til to gange at skulle drages under Kølen og til af deres Maanedpenge at erlægge alt, der mentes at stamme fra deres Tyveri udi England. For det tredje blev Per Jacobsen, Overstyrmand paa Skibet ”David” dømt fra alle sine fortjente Maanedspenge, fordi han forleden havde bragt Flaaden ud i stor Fare mellem Kap Verde og Puerto de Dallie."

Navigationen

Overstyrmandens straffeudmåling referer givetvis til en episode, hvor de danske skibe nær har været ved at sætte sig fast i nogle sandbanker. Den faretruende situation blev reddet ved, at Skipperen på ”Den hollandske Fløjte” blev beordret til at sejle forud og alle vegne lodde dybden, hvorefter den sikkert kunne redde de øvrige danske skibe væk fra de sandbanker, hvortil den omtalte styrmand havde ledt dem.

Navigationen i ukendte farvande var en vanskelig og undertiden nervepirrende opgave, når der således kunne ventes straf for fejlslagne forsøg. Nok havde man til denne første ekspedition syd om Afrika prøvet at skaffe erfarne hollandske søfolk, men de fleste af landtropperne og de danske personel var uerfarne med sejlads på de store verdenshave. Af Ove Gieddes rapport til kongen fremgår det da også tydeligt, at de danske skibe flere gange mistede mandskab, materiel eller blev bragt i alvorlig fare på grund af ukyndige eller sløsede løsninger. Undervejs søgte Giedde at råde bod på disse forhold ved at udstede nye og stadig strengere regler om bord. Ikke alene blev mandskabet holdt inden for strengere og strengere disciplin, men dertil kom, at maden og drikkevandet til tider var både dårligt og utilstrækkeligt. Forskel var desuden på madrationerne til de øverstbefalende og det øvrige mandskab.

Mandskab tages til fange i Senegal

Admiralens rapport viser med al tydelighed, hvor vigtigt det har været for mandskabet undervejs at skaffe tilstrækkeligt med drikkeligt vand. På et tidspunkt lagde flåden til ud for Senegals kyst for at skaffe vand og brænde. Giedde havde tilbageholdt et par udsendte af kongen af Puerto de Dallie, og samtidig gik danskerne i land for at skaffe vand til den lange rejse til Kap det Gode Håb. Blandt de soldater, der sendtes i land var disciplinen temmelig lavt, idet Gieddes ordrer og forholdsregler mod overfald fra lokalbefolkningen ikke blev overholdt. Snart fik danskerne da også at føle, at kulturmødet med europæerne på denne strækning af Afrikas vestkyst så at sige for længst var sat på skinner. Fra begge sider havde det længe været karakteriseret af mord, ild og brand:

"1619. Den 11. Marts var jeg i land med Thyge Stygge og to Leutnanter og én Fendrik med 50 væbnede Mænd og Soldater for at bese, om Stedet var af en saadan Beskaffenhed, at vi kunne faa vores Vand uden Tab af Folk. To steder fandt vi Vand, dog det ene var 100 Skridt, og det andet var 1000 Skridt fra det sted paa Stranden, hvor vores Baade kunne ligge. Og eftersom jeg fandt det første Sted mere bekvemt og sikkert end det andet, befalede jeg mine mænd, at de skulle taget Vandet der, skønt det ikke kunne bruges til Kogevand … Men imidlertid begjerede alle Officererne, som var med i Land, saavel som det øvrige Folk, at de ville hente det ferske Vand paa den anden Plads, idet de angav (dog uden Grund) at de hellere dér ville vove Livet end dø af det salte Vand på Søen. De fremsagde, at de endog ville holde saa god Vagt, at dersom Indbyggerne ville noget foretage imod dem, saa ville de dog ingen Skade kunne tilføje dem. … Og jeg gik med dem til den beskrevne Plads, og delte Soldaterne i tre Tropper mellem Stranden og Drikkevandet og lod en Officer blive ved hver Trop. Men da jeg med Thyge Stryge igen var roet ud til Skibene, forlod Fendriken, som kommanderede over den mellemste Trop, sin tilforordnede Plads og overlod sin Trop til den anden, som var nærmest Stranden. Han gik for at bade nede ved Stranden, ikke engang alene, men han tillod ogsaa sine underhavendes Soldater at gøre det samme, saaledes var der ikke mange ved deres Geværer, da de blev overfaldet af Indbyggerne, hvorved 10 af vore Folk blev dræbt og 31 Mænd slagen og fanget, af hvilke vi dog lidt efter lidt fik igen de 11 personer, saa der dog blev efterladt hos dem 12 Mænd, som vi ikke kunne faa igen.”

Nogle dage efter forsøgte Ove Giedde sammen med andre officerer at ro ind til land i de store både for enten at forhandle om løsgivelse eller med magt at hævne den forvoldte skade og tort. Men på grund af den kraftige brænding kom bådene i vanskeligheder og nåede kun med nød og næppe tilbage til skibene, som derefter stod til søs.

Skørbug

Den største trussel på livet udgjorde dog sygdommene ombord. Det fik ekspeditionen for alvor at føle på den lange rejse fra Kap Verde til Kap det Gode Håb i Sydafrika. Vindforholdene gjorde, at sejlskibene måtte langt ud i Atlanterhavet, faktisk tæt på Brasiliens kyster, før de kunne sætte den direkte kurs mod Sydafrika. Den hårde sejlads tærede på sjæl og legeme og stemningen forværredes ved, at Giedde også havde svært ved at holde skibene samlet. Alt imens begyndte skørbugen at holde sin hærgen blandt mandskabet, som svækkedes dag for dag. Derfor foretog han stadige omrokkeringer af mandskabet, både for at forhindre, at hollænderne sejlede egne veje, og for at vagterne kunne besættes med raske folk.

Ankomsten til Kap

Tre måneder efter, at skibene var sejlet fra Kap Verde øerne skimtes endelig fra admiralskibets udkigskurv Taffelbjerget. Sydafrika laa forude, men samtidig mistede man kontakten med handelsskibet ”Christian” og ligeledes et af de indlemmede sørøverskibe. I bugten ved Kap lå 8 engelske skibe, og Giedde lader kaste anker på tre favne dybt vand ca. en halv mil fra land. Den øverste engelske købmand med følge kommer ombord og forlanger, at Giedde skal følge med til den engelske general, men Giedde gør sig en undskyldning og sender i stedet sin kaptajn. Det engelske kongelige pas vises frem og ligeledes det danske kongelige pas, hvorved man gensidigt forsikrer sig at være uden fare for overfald. Den engelske kaptajn lader friske forsyninger sejle ud til mandskabet. Ove Giedde går i land og udser sig en plads, hvor skibets telt kan slås op til de syge. Giedde skriver, at man på dette tidspunkt har mistet ikke mindre en 200 mand af ekspeditionen og af det resterende mandskab er mange syge og afkræftede og må nærmest bæres i land. Giedde inviteres om bord hos den engelske admiral, og han beretter, hvorledes det engelske flag stryges, indtil han når ind i kahytten, hvorved den engelske admiral udviste Giedde, på kongelig majestæts vegne, al ære og venskab. Denne gestus gengælder Giedde på ”Elefanten ved et lignende gæstebud for englænderne.”

Omtrent en tre uger efter ankomsten til Kap det Gode Håb ser Ove Giedde til sin glæde hen imod aften, at et af de savnede danske skibe står ind i bugten, og der fyres 3 skud på hver af skibene på reden og lanterne sættes op. Men skibet sejler lige forbi uden at ligge til. Næste morgen erfarer Giedde, at skibet er sejlet lige direkte på grund, og at englænderne allerede er i gang med at plyndre skibet. Mandskabets skrin og kister brydes op og indholdet er i færd med at blive sejlet i land, hvorfor Giedde straks begiver sig derhen i en båd, hvorved englænderne erfarede, at det strandede skib hørte til den danske flåde. Derefter blev sagerne leveret tilbage.

Det strandede skibs besætning har stået magtesløs og set til, og skibets kaptajn Hans Lindenow beretter, at fejlen for, at skibet sejlede på grund, må tilskrives den syge styrmand. Fire dage efter episoden holdes rettergang, men der blev dog ingen dom afsagt, eftersom styrmanden ikke kunne komme til ”Vedermåls Tale”, eftersom han af samme sygdom også ved døden afgik samme dag.

Mod nye ukendte horisonter

Efter en måneds ophold i Kap lod Ove Giedde atter de syge føre ud til skibene, og dagen efter står skibene til søs. Ove Giedde skriver:

Indtil den tid havde vi mistet noget nær 200 Mand af Flaaden, og havde endda en ganske hob Syge, som til Skibene fra Landet blev udført, hvoraf den største Deel siden ved Døden afginge.”

Således sejlede danske eskadre videre mod øst. På Ceylon venter der en skuffelse, idet denne kejser med hvem Chr. havde indgået en traktat, dels viser sig ikke at være kejser over det ganske Ceylon og dels har han i mellemtiden for længst stiftet fred med portugiserne og har således ikke brug for det danske orlogsskib som nedfældet i kontrakten. Den hollandske gesandt er der ikke til at mægle, for han er afgået ved døden knapt efter sejladsen fra Kap.

Portugiserne angriber et af de danske skibe i sundet mellem Ceylon og Indien, og skibet strander på den indiske kyst. Portugiserne afliver to af de tilfangetagne danskere, hvis hoveder endda sættes på stage inde på stranden. Resten af danske mandskab flygter ind i land, men bliver vel modtaget hos den indiske fyrste i staten Tanjore. Her får danskerne i 1620 sig forhandlet frem til at måtte få del i portugisernes monopol på handlen i fyrstestaten og får lov til at opføre en fæstning i handelsbyen Tranquebar, og således banes vejen for det, der senere skulle blive til 225 års dansk koloniherredømme i Tranquebar.

Tekst: Professor Esther Fihl, 2006

Del denne side