Centralasien

I Etnografisk Samling findes i dag ca. 700 genstande fra Russisk Turkestan, som var en betegnelse brugt omkring år 1900 for området, der i dag udgøres af de selvstændige stater Usbekistan, Turkmenistan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Kasakhstan.

Næsten alle genstandene stammer fra to danske ekspeditioner foretaget i 1896-97 og 1898-99 under ledelse af premierløjtnant Ole Olufsen, senere generalsekretær i Det Kongelige Danske Geografiske Selskab. Ekspeditionerne gik fra Det Kaspiske Hav i vest til den kinesiske grænse i øst med Pamirs enorme bjergmassiver, det vindomsuste Verdens Tag.

Genstandene du kan opleve i udstillingen Jordens Folk på Nationalmuseet er udvalgt fra Ole Olufsens samling.

Fornem frakke i grønt fløjl med guld- og sølvbroderier, fra Bukhara. Udstillet i Etnografisk Samling

Langs Silkevejen

En kompleks samfundsopbygning i hastig forandring fandtes i dette kulturområde, der i årtusinder havde modtaget den ene bølge af indvandrende folkeslag efter den anden. Livet udspilledes i en broget mosaik af bønder, nomader og byfolk på tværs af etnisk tilhørsforhold, stamme- og statssamfund. Etnisk var befolkningen sammensat af turkmener, usbeker og kirgiser, som alle talte beslægtede tyrkiske sprog og var sunni-muslimer.

Med sprog af den vestiranske gren fandtes i området mange tadsjiker, af hvilke de, der boede i lavlandet, overvejende var sunni-muslimer. I Pamirs isolerede dalstrøg talte befolkningen sprog af den østpersiske gren og var shia-muslimer. I emiratet Bukhara og khanatet Khiva var usbekisk dominerende dagligsprog, mens tadsjikisk var det lærde sprog, som tillige benyttedes inden for handel og administration. I de store oasebyer Bukhara, Samarkand, Khiva levede desuden indere, tajikisk talende jøder og andre folkeslag, der fra gammel tid havde forestået meget af handlen langs Silkevejen.

Disse kosmopolitiske byer lå som perler på en snor langs denne handelsvej, der i århundreder havde forbundet Kina med Europa, Indien og Mellemøsten, og ad hvilken handelsvarer og idéer udveksledes mellem øst og vest. Omkring år 1900 beretter tilrejsende fra Bukharas basar, at der hørtes op mod 25 forskellige sprog. Med hensyn til race, sprog og religion var flere af disse etniske grupperinger således forskellige, men kulturelt udviste de dog mange fællestræk. Dette betød, at det etniske tilhørsforhold trådte i baggrunden til fordel for de sociale skillelinjer mellem høj og lav, mellem rig og fattig.

Fra overklassens liv

Genstandene afspejler især overklassens liv omkring år 1900 langs resterne af den gamle Silkevej og indsamlerens fascination af den østerlandske pragt. Samlingen af genstande har stor bredde i etnisk og geografisk henseende. Den er anskaffet lige før, de gamle håndværksteknikker og former for ornamentik gik mere eller mindre til grunde i byerne, og basarernes håndværksprodukter blev erstattet af russisk fremstillede industrivarer i takt med, at Zar-Rusland havde gjort en stor del af Turkestan til en koloni og omformet emiratet i Bukhara og khanatet i Khiva til protektorater, hvorfra russerne også havde erobret land.

Især fyrstebyen Bukhara var kendt for fremstillingen af fløjl dekoreret med tungt sølv  og guldtrådsbroderi og af luksuriøse klædedragter af ikat vævet silke fra højt specialiserede jødiske værksteder. Af silkefløjl fremstilledes kaftaner (frakker), bukser, bælter og sko, der blev broderet med metaltråd, ligeledes fremstillet i specialværksteder, flere i nær tilknytning til fyrstens (emirens) hof. Emiren delte kaftaner ud til hoffolk, betydningsfulde borgere og udenlandske besøgende, og han fastsatte for eksempel regler for, at jøder ikke måtte vise sig offentligt i spraglede kaftaner.

Mandens verden

Ved at iføre sig kostbare klæder gjorde overklassen opmærksom på sin høje sociale rang. Kostbare guldindlagte knive sad i mændenes bælter, som hos usbekerne og tadsjikerne var dekoreret med beslag af guld, sølv og plant slebne turkiser. Den centralasiatiske livsform i lavlandets oaser, stepper og ørkener var baseret på en udpræget rytterkultur, hvor hesten nærmest blev opfattet som en direkte forlængelse af mandens krop.

Derfor var det nærliggende at benytte rideudstyret som statussymbol. Kunstfærdigt forarbejdede sadler og remme beslået med guld, sølv og ædle stene var karakteristiske for fyrsterne og formuende byboere og blev også brugt blandt de mest velhavende turkmenske nomader. Turkmenerne var fra gammel tid organiseret i mere eller mindre selvstyrende stammer.

Kvindens verden

Tindingesmykke af sølv og forgyldt sølv med bl.a. turkiser og koraller, fra Bukhara. Udstillet i Etnografisk Samling

Overklassens kvinder bar smykker svarende til familiens økonomiske status.

I hjemmene var meget af husgerådet af metal, der ligesom smykker og våben var fremstillet af højt specialiserede byhåndværkere, der forstod at dekorere metallet med graverede og ciselerede ornamenter.

Hjemmebroderede vægtæpper, paneler, sengetæpper m.v. prydede rummene i de riges permanente boliger. Kvinder og børn, som ikke behøvede at deltage i arbejdet uden for husets fire vægge, gik i kunstfærdigt broderede klæder.

De turkmenske nomadekvinder udsmykkede deres filttelte med fint knyttede tæpper, poser og teltgjorde med stammernes traditionelle motiver og broderede fine kåber og kalotter til familien.

Bookmark and Share