Eskimoer og Grønland

Grønlandske kajakker. Udstillet i Etnografisk Samling

Eskimoiske kulturer har gennem årtusinder været tilpasset de arktiske områder fra Sibiriens nordøstlige hjørne ved Beringsstrædet, over Alaska og Canada til Grønland. Havet og den skovløse tundra forsynede de små og spredte eskimoiske grupper med alt til livets opretholdelse.

I yderområderne mod syd, langs Alaskas Stillehavskyst og på Canadas Atlanterhavskyst omkring Newfoundland, bredte eskimoerne sig i nogle klimaperioder til breddegrader sydligere end Danmark. Mod nord tilpassede de sig kyster, hvor sne og is dækkede jagtmarkerne i op til ti af årets måneder.

Med redskaber af ben og sten udviklede de specialiserede og raffinerede fangstmetoder. Kampen mod kulden blev vundet i varme og velsyede skinddragter og i boliger af tørv, sten og sne. Opvarmningen af boligen skete ved ildsteder med knogler og drivtømmer som brændsel eller ved stenlamper med flydende sælspæk.

Eskimokulturens oprindelse må søges 5-6000 år tilbage i egnene omkring Beringsstrædet. Med tiden bredte folkegrupper sig østover, via Canada til Grønland. De første stenalderkulturer, de såkaldte palæo-eskimoiske kulturer, dukkede op i Grønland omkring 2.500 f.Kr. Grønlændernes direkte forfædre, inuit, indvandrede for omkring 800 år siden.

I Etnografiske Skatkamre på Nationalmuseet kan du se en sand mangfoldighed af genstande, der fortæller om dragt og bolig og om eskimoisk fangst – bl.a. kajakker, harpuner og spyd. Desuden er der udstillet en række genstande fra netsilik-eskimoerne, som polarforskeren Knud Rasmussen bragte hjem fra 5. Thule Ekspedition 1921-1924.

Fangerkulturen

Åndemanerfigur fra Ammassalik i Østgrønland. Udstillet i Etnografisk Samling

De oprindelige folk var præget af et grundlæggende fællesskab fra gruppe til gruppe, ikke blot i den materielle kultur, men også i sprog og i mange skikke. Samhørighed var nødvendig under de ekstreme levevilkår på bopladserne og var styrket af en fælles historie.

En forudsætning for fangersamfundets eksistens var transportmidler tilpasset sne, is og åbent vand, dvs. slæder og både. Disse transportmidler var uundværlige til fangst, når føden skulle skaffes, men også nødvendige, når bosteder måtte flyttes efter fangstdyrenes forekomst. De var også forudsætningen for de årlige handelsrejser og for en ny generations rejser mod egne med bedre fangstmuligheder.

Magi og kunst

Eskimoerne var afhængige af naturens magter og kræfter, og for fangeren var det derfor af stor betydning at opretholde gode relationer til fangstdyrenes sjæle. Åndemaneren gav forklaring på misfangst og sygdom og søgte at fremmane det livsfremmende og afværge det livstruende.

Med magiske amuletter søgte eskimoerne at sikre sig både sundhed og held og at modvirke al slags ulykke. Ofte kom magien til udtryk i symboler og ornamentik på hverdagens brugsting.

Udstillingen i Jordens Folk på Nationalmuseet viser fortrinsvis de ældre og traditionelle genstande: Eskimoernes skindbåde, genstande der fortæller om magi og kunst og om det gamle Grønland.

Grønland - Europæisk kolonisation

I de udstrakte områder, der oprindeligt var eskimoernes land, levede hen imod 30.000 mennesker, da europæerne i 1700- og 1800-tallet trængte frem, koloniserede de arktiske egne og satte nye grænser.

Grønland blev i 1600-tallet besøgt af ekspeditioner udsendt af den danske konge Frederik III, og i løbet af de følgende 200 år blev landet udforsket og koloniseret. De udstillede genstande er udvalgt blandt de tidligste samlinger. De eskimoiske samlinger i Nationalmuseet er overvejende indsamlet, mens eskimoerne endnu levede som fangerfolk i små og relativt isolerede samfund.

Bookmark and Share