Historisk viden

Runernes navne

Runernes navneHver rune havde sit eget navn, som formentlig stammer helt tilbage fra runernes opfindelse.

Grunden til at man gav hver rune et navn var sikkert, at det så var nemmere at huske hvilken lyd den enkelte rune stod for. Det er kun vikingetidens runenavne, vi har førstehåndsviden om. De resterende otte runer fra den ældre futhark må vi rekonstruere ved hjælp af de angelsaksiske runer. Når der er en * foran ordet, betyder det, at det ikke er overleveret skriftligt, men er rekonstrueret fra vikingetidens sprog.

Man regner med, at overgangen fra ældre til yngre futhark hænger sammen med disse huskeregler og sprogets udvikling i jernalderen. F.eks. udviklede ordet for ’hest’ *ehwaR sig til jóR, så det blev vanskeligt at regne ud, hvilken lyd runen e betegnede.

 

 

Jernalderens runenavne

f *fehu (kvæg, rigdom)
u *uruR (urokse)
þ *þurisaR (jætte, trold)
ą *ansuR (as, gud)
r *raidho (at ride, vogn)
k *kauna (byld, sår)
g *gebo (gave)
w *wunjo (glæde)
h *hagall (hagl)
n *naudhiR (nød, tvang)
i *isaR (is)
j *jára (år)
ï *ïhwaR (taks)
p *perþo (?)
R *algiR (elg)
s *sowilo (sol)
t *tiwaR (Tyr, gudenavn)
b *berkana (birk)
e *ehwaR (hest)
m *mannaR (mand)
l *laukaR (vand, væske)
ŋ *IngwaR (Ing,  gudenavn)
d *dagaR (dag)
o *oðila (arv)

Vikingetidens runenavne

f fé (kvæg, rigdom)
u úrr (urokse)
þ þurs (jætte, trold)
ą áss, ǭss (as, gud)
r reið (at ride, vogn)
k kaun (byld, sår)
h hagl (hagl)
n nauð (nød, tvang)
i ís (is)
a ár (år)
s sól (sol)
t Týr (den hedenske gud Tyr)
b bjarkan (birk)
m maðr (mand)
l lǫgr (vand)
R  ýr (taks)

Lønruner

Lønruner er en slags hemmelig skrift eller kodeskrift. Udgangspunktet for lønrunesystemet er vikingetidens runealfabet, som er opdelt i tre ætter eller familier. Hver æt eller familie har et nummer, og for at gøre lønrunesystemet ekstra svært, bliver ætterne nummereret i omvendt rækkefølge, som man kan se i skemaet til højre. Inden for hver æt har hver rune sit eget nummer.

Hver rune markeres ved den æt eller familie den tilhører og dens placering inden for ætten. Først markeres ætten, og dernæst markeres placeringen inden for ætten. Hvis man f.eks. skal skrive o, bliver det altså 3-4. Dette tal kan markeres på forskellige måder, men den mest almindelige er en lodret runestav med kviste til begge sider. Kvistene til venstre betegner ætten, og kvistene til højre betegner placeringen.

Hvis man f.eks. vil skrive ’disse runer’, ser det sådan ud:

Dette eksempel er en del af en indskrift fra Maeshowe på Orkney, hvor en viking har skrevet runer inde i gravhøjenfra bondestenalderen ”Disse runer ristede den mand, som er den mest rune-lærde vest for havet.”

Et billede af indskriften kan man se her

Kun fantasien sætter grænser for, hvordan lønrunerne kan se ud. I de norske runeindskrifter fra middelalderen kan man f.eks. finde lønruner, der er udformet som små fisk eller skæggede mandshoveder, hvor finnerne og skægstubbene viser runernes placering

Forespørgsler

Museumsinspektør, runolog

Lisbeth Imer

Mail

Jellingprojektet


På hjemmesiden for det store forskningsprojekt, Jellingprojektet, der tager afsæt i monumenterne i Jelling, kan du også finde information om runer.

Del denne side