Historisk viden

Symfoniorkestret omkring år 1800

Her vises repræsentanter for de instrumenter, som indgik i det klassiske symfoniorkester omkring år 1800.
 
Strygerstemmerne var besat korisk, dvs. med flere musikere på hver stemme (en strygergruppe på mellem 15 og 25 musikere). Blæserstemmerne derimod var ofte besat med ét instrument på hver stemme, f.eks. én 1. obo, én 2. obo, én 1. fagot, én 2. fagot. Blæserbesætningen (træblæsere + messingblæsere) var som regel 2 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 2 horn og 2 trompeter. Derudover var der et sæt pauker (2 stk. kedeltrommer).


Et symfoniorkester på mellem 26 og 50 medlemmer var det mest almindelige. Strygergruppen var, som også i dag, langt den største. Den var 4-stemmig og ikke 5-stemmig som i dag:1.violin, 2.violin, viola (bratsch), cello/kontrabas. Det var, fordi cello og kontrabas oftest spillede den samme stemme. Først med det romantiske orkester blev kontrabassen selvstændig.

I wienerklassikkens orkester udnyttedes instrumenterne efterhånden mere frit af hinanden, og det enkelte instruments særlige karakter kom i højere grad til sin ret. Strygerne og træblæserne skiftedes til at føre melodien. I det klassiske symfoniorkester havde trompet og horn for det meste besat deres vidt forskellige nicher: Hornene, der kunne klinge med udholdte toner under træblæserne, og trompeterne, der sammen med paukerne kunne give satsen brillans og understrege tutti-stederne (hvor hele orkestret spiller) i musikken. Hornene kunne også tildeles enkelt melodisk materiale.

Wienerklassikkens brug af specielt trompeterne var et stort tilbageskridt i forhold til barokken, hvor de havde haft langt flere udfordringer.

Basuner bruges ikke meget i den wienerklassiske musik og slet ikke i symfonier. Helt fra renæssancen har man opfattet basunen som et sakralt (kirkeligt) og højtideligt instrument, og det fortsætter man med i wienerklassikken, hvor man kan finder det i kirkelige værker (i et Requiem f.eks.) og i operaer, hvor instrumentet er med til at understrege en religiøs alvor såvel som det dæmoniske og majestætiske i handlingen. Det er først med Beethovens 5. symfoni (1806-08), at basunerne bliver et symfonisk instrument. Der er også Beethoven, der indfører et tredje horn i symfoniorkestret i sin 3. symfoni ”Eroica” (1804).

Med det wienerklassiske orkester var grunden lagt til 1800-tallets farverige instrumentation (det at skrive for orkester), som blev en større og større del af det at komponere.

Del denne side