Historisk viden

De ældste danske mønter

Her finder du en kronologisk udstilling af de danske mønter, fra de ældste mønter, slået i Hedeby i 800-tallet til den danske krone, der blev indført af Christian IV i 1618. Nogle af disse mønter er milepæle i udviklingen af danske mønter.

I 700-tallet blev der i Ribe for første gang præget mønter indenfor det nuværende Danmark, mens Hedeby i det nuværende Schleswig prægede mønt fra 800-tallet. Harald Blåtand menes at stå bag den første kongelige udmøntning i Danmark, men først med Svend Tveskæg (ca. 995) kom den danske konges portræt til at pryde mønten, og Svend Estridsens mønt er en nøje efterligning af en byzantinsk guldmønt, histamenon, fra 1041. 'Anno domini'-mønten er den første danske mønt med årstal, fra 1234 (MCCXXXIIII). Krig følges ofte af inflation og falskmønteri, og perioden efter mordet på Erik Glipping i 1286 bød på begge dele.

Efterhånden var der næsten intet sølv i sølvmønterne, og den fredløse Marsk Stig slog falsk mønt på Hjelm. I senmiddelalderen retableredes pengevæsenet: mønterne blev større, og de første eksempler på danske guldmønter ses i udstillingen, tillige med eksempler på skattefund, punge og sparebøsser fra denne periode. Der er talrige eksempler på udenlandske (franske, engelske, tyske og arabiske) mønter i sølv og guld, der er fundet i Danmark, og altså har cirkuleret i landet i den tilsvarende periode.

Kontakt:

Den kgl. Mønt- og Medaillesamling

Nationalmuseet

Frederiksholms Kanal 12

1260 København K.

Mail

Del denne side