Historisk viden

Afghanerpels, 1972

I 1970'erne satte ungdomsoprørerne, eller de såkaldte flippere, spørgsmålstegn ved samfundets grundlæggende normer og formulerede nye idealer for anstændig menneskelig opførsel, og for hvem man skulle have sympati for og føle solidaritet med.

Man kunne fx vise sin afstand fra det kapitalistiske forbrugssamfund og sin sympati for ikke-vestlige folkeslag og kulturer ved at gå i østligt eller folkloreinspireret tøj. Eller man kunne udvise solidaritet med den arbejdende befolkning ved at gå i arbejdstøj eller selv sy tøj inspireret af dansk bondekultur.

Butikken Janus i Larsbjørnsstræde i København var storleverandør af indisk og etnisk tøj til flipperne. Afghanerpelsen er købt i Janus i 1972 og har tilhørt Lise Røssel, der mest brugte den med tyndt kropsnært tøj under. Lise udlånte frakken til filmatiseringen af Kirsten Thorups roman "Himmel og Helvede" fra 1982. Filmen foregår i 1970'erne og handler om en ung kvinde og hendes forsøg på at finde sig selv.

Dragtbeskrivelse

Pels af fåreskind. Pelsens glatte side vender udad. Den er brunfarvet og dekoreret med borter og plantemotiver i gyldent broderi. Lange pelshår på krave, langs forkant og på nederste kant af ærmer og frakke. Knappes med 5 knapper, der stammer fra en anden pels. Løkker af grå tråd er isyet til knapperne.

Pels, afghaner, mus. nr. 1247/1989 Fåreskind. Brunt. Broderi, gyldent. Løkker, grå tråd. Lærred.

Længde midt bag: 109 cm
Vidde forneden: 140 cm
Livvidde: 100 cm

Del denne side