Historisk viden

Konfirmationshabit i "Beatlesstil", 1965

I 1960'erne var der for alvor nedgang i skrædderfaget, og det masseproducerede konfektionstøj vandt frem. Det blev meget billigere at købe tøj, og de unge fik råd til at erhverve sig nyt og være med på den seneste mode langt oftere.

Den moderigtige konfirmationshabit i Beatlesstil med flæseskjorte blev brugt af Gert Ulrichs Pedersen (f. 1951), da han blev konfirmeret i Tårnby Kirke i 1965. Habitten er konfektion, men købt hos skrædderen på Saltværksvej i Kastrup.

Konfirmationen markerede overgangen fra barn til ung. Ved konfirmationen kunne man ønske sig pengegaver af familie og venner, som siden blev brugt på tøj, en pladespiller, en cykel eller lign.

Dragtbeskrivelse

Sættet består af en jakke, et par bukser, halssløjfe og flæse til skjorte.

Jakken er i skinnende, gråsort, nistret kunststof med 1-knaplukning fortil, sideslidser bagpå. Foran 2 skrå lommer med klap og en brystlomme. Reversens krave er af mat velour. Ved håndleddet er påsyet effekt med en knap, der ligesom de øvrige er betrukket med sort velour. Foer af gråt acetat.

Bukser i samme stof som jakken. Smal facon, uden bæltestropper, med metallynlås i gylp. 2 paspolerede baglommer, let skrå lommer fortil med effektpåsyet sort velourknap. Udvendig i ben 7,5 cm slidser. Mærke i habitten: "Danilo Midweight. Specially made for Fionette". Tynd sort sløjfe i blødt skind, nappa, med lange nedhængende løse ender. Fastgøres under skjorteflip med en sort elastik og strammes med blanke metalspænder bagerst.

Flæse til påknapning på skjorte. Flæsen består af et glat, hvidt midterbånd med hvidt maskinbroderi i zig-zag, hvortil der på begge sider er syet en sort-hvid nylonknipling i flæser. Midterbåndet har 6 knaphuller.

Konfirmationshabit, mus. nr. 1755/1990
Trevira og Pure Worsted. Gråsort, skinnende. Krave, knapper, sort velour. Foer, jakke, gråt acetat.

Jakke, længde midt bag: 76 cm
Jakke, skulderbredde: 47 cm
Jakke, vidde forneden i knappet tilstand: 104 cm
Bukser, skridtlængde: 80 cm
Bukser, livvidde: 74 cm
Bukser, benvidde: 37 cm

Halssløjfe, mus. nr. 1756/1990
Skind. Sort. Elastik. Sort. Spænde, metal.

Længde: 47 cm
Bredde: 1,5 cm

Flæse, til skjorte, mus. nr. 1757/1990
Nylon. Hvid. Sort.
Længde: 55 cm
Bredde: 5,5 cm

Herresko/Beatlessko, til konfirmand, mus. nr. 1758/1990
Læder. Sort. Spænde, patineret messing. Sål, sort kunststof.
Højde fra hælkap: 11,5 cm
Største bredde: 10 cm

Del denne side