Historisk viden

Aftenkjole i silke fra Balmain, 1969

Stormagasinet Magasin du Nord modtog hvert år i januar og juli indbydelser til modeopvisning fra forskellige modehuse i Paris.

Det var dyrt at gå til opvisningerne. I 1976 kostede entréen 12.000 kr. og omfattede ud over selve opvisningen køb af oplysninger angående snit, stof osv. til tre modeller fra kollektionen. Efter opvisningen afleverede man programmet med afmærkning af de modeller, man var interesseret i.

Magasin gik altid til opvisningerne hos Pierre Balmain, fordi stormagasinet var sikker på at kunne finde kjolemodeller, der faldt i magasinkundernes smag. Erik Mortensen, der fra 1948 til 1990 arbejdede for modehuset Pierre Balmain, foranledigede, at der i hver af husets kollektioner indgik en model med en dansk betegnelse, fx Copenhague eller Fredensborg.

Den lange kjole er en Balmain-model, Vienne, fra foråret 1969.

Dragtbeskrivelse

Lang kjole i form som en trapez. Kjolen er udført i elfenbensfarvet og rosa silke med kanter og incrusteringer. Halsudskæringen har rosa kant, bagtil spids udskæring, hvor kanten afsluttes med en sløjfe, der er syet i udskæringens spids. I sløjfens ender er syet rosa possementkvaster. I sømmen midt bag en lynlås. Kjolen er foret med hvid kunstsilketaft. Mærker: "PIERRE BALMAIN, Paris" og "145510", kjolens registreringsnummer.

Kjole, lang, mus. nr. 249/1980
Helsilke. Elfenbensfarvet og rosa. Foer, hvid kunstsilke.
Længde midt bag: 120 cm
Vidde forneden: 202 cm

Del denne side