Historisk viden

Frakke i New Look fra 1948

I 1947, to år efter 2. Verdenskrigs afslutning, lancerede den parisiske modeskaber Christian Dior "New Look".

Det nye bestod i, at snittet blev langt mere feminint og kropsnært, end det var under krigen. Den kvindelige figur fik igen timeglasform med en kraftig markering af taljen. Der kom stor vidde i skørterne, og de blev en del længere end før.

Denne mode slog meget hurtigt igennem, ikke bare i de store byer og blandt meget modebevidste og velhavende damer; den blev også populær langt fra modecentrene. Den hanefjedsmønstrede uldfrakke i typisk New Look-stil er fra 1948. Den blev købt af Grethe West i Nykøbing Falster hos Erik Merrild

Dragtbeskrivelse

Frakke af småt hanefjedsmønstret uld i hvid og sortbrun. Frakken har påsatte 2-søms ærmer. Taljeret. Forstykkerne er delt i 2 stykker, indsnit ved hver af de 2 påsyede lommer fortil. Bagstykket er fra taljen og ned delt i 6 stykker, fra taljen og op i 3 stykker med opadgående læg midt bag. I taljen fortil 2 brune plastic-knapper og et enkelt paspoleret knaphul, bagtil en spændetamp holdt til af brun plastic-knap. Brunt foer, formentlig viscose. Mærke: "P. Samsons Eftf. Erik Merrild, Nykøbing F."

Damefrakke, mus. nr. 452/1991
Uld. Hvid og sortbrun. Foer, brunt, formentlig viscose.

Længde midt bag: 114 cm
Skulderbredde: 43 cm
Vidde forneden: 137 cm

Del denne side