Historisk viden

Gul selskabskjole, 1930'erne

En slank og sund krop var 1930'ernes kvindeideal. Moden var kropsnær, og snit og materialer bidrog til at understrege de lange, slanke linjer.

Det var nyt i 1930'erne at skære stoffet til kjolerne på skrå. Derved kom de til at smyge sig om kroppen. I denne periode var der ikke så meget fokus på barmen som på ryggen. Mange af tidens selskabskjoler havde meget dybe og dramatiske rygudskæringer.

Den gyldne selskabskjole i kunststof blev anskaffet af en ung, dansk pige, der skulle studere i England. Hun kom hjem med den sidste båd den 9. april 1940 efter at have ventet i timer på dispensation fra den tyske besættelsesmagt uden for Esbjerg Havn. Med i kufferten var bl.a. den gyldne kjole.

Dragtbeskrivelse

Ærmeløs gul selskabskjole med stropper. Lukket i halsen med knap med similisten. Overskæring i taljen, overdel er skåret lige, nederdel skåret på skrå. 5 indsnit på maven. Kjolen har bagtil et slæb.

Selskabskjole, 2 dele, mus. nr. 839/1990 Kunststof. Gult, blankt.

Længde midt bag: 165,5 cm

Del denne side