Historisk viden

Sækkekjole i Art Deco-stil

Udstillingen "Exposition internationale des Arts Décoratifs et Industriels Modernes" i Paris i 1925 fik stor indflydelse på arkitektur, butiksopstillinger, design, kunst og indretning. Stilen blev siden kendt under navnet Art Déco. Ny Scene, også kaldet Stærekassen, på Det Kongelige Teater i København, opført i 1929 af arkitekten Holger Jacobsen, er et eksempel på Art Déco-arkitektur. Art Déco-stilen havde også i nogen grad indflydelse på modetøjet.

Nogle modeskabere samarbejdede med kunstnere, mens andre blot lod sig inspirere af de kontrasterende farver, geometriske mønstre og figurer. Med kubismen blev kroppen og dermed dragten opdelt i forskellige farver og former.

Den sækkelignende kjole har skarpt afgrænsede mørkeblå og laksefarvede felter. Snittet var ikke flatterende for kroppens former, men til gengæld levede kjolen op til et ønske om bevægelighed, fleksibilitet og bekvemmelighed. Kjolen har tilhørt fru proprietær Christensen, Frederikssund.

Dragtbeskrivelse

Damekjole med overdel i rød silketricotine, blå underdel, krave og manchetter. Spids halsudskæring, lange ærmer og smalt bælte til at knytte om hofterne.

Damekjole, mus. nr. 610/1939
Silketricotine. Rød og blå.

Længde:  109 cm

Del denne side