Historisk viden

Lyslilla charlestonkjole, 1929

Kjolen i charlestonsnit blev brugt af Edith Haugård, da hun 24 år gammel blev forlovet i april 1929.

Edith Haugårds far var indehaver af herreekviperingsforretningen Flipcentralen, der dengang lå på Vimmelskaftet i København. Når Edith dansede charleston i kjolen, glimtede lyset i perlerne og pailletterne.

Dragtbeskrivelse

Dragtbeskrivelse Kjole af lyslilla crepe de chine med perlebroderi. Kjolen er uden ærmer. 6 cm bredde over skuldrene. Dyb udringning for og bag.

Perlebroderiet starter i begge sider lidt under skuldrene og fortsætter et stykke ned på nederdelen, hvor det aftrappes i vigende linjer ud mod sidesømmen. Taljen markeres ved broderi med større hvide perler hele vejen rundt i lodretstillede ovaler. Forneden tilsyet kant af svagt rosafarvet tyl. Underkjole af samme stof som kjolen. 1 cm brede skulderstropper. Skåret lige over i for- og bagstykke med hulsømme langs kanten. Lille hulsøm ved sammensyningen i livet. Bredt overfald i nederdelen. Tilsyet tylskant forneden.

Kjole med perlebroderi, mus. nr. 1994/1971
Crepe de chine. Lyslilla. Broderi, grå, hvide og glasklare perler, lyslilla silke. Kant, rosa tyl.

Længde fra skulder og ned:  116 cm
Vidde forneden:  330 cm
Stropper bredde:  6 cm

Underkjole, mus. nr. 1995/1971
Crepe de chine. Lyslilla. Kant, rosa tyl.

Længde fra skulder og ned:  100 cm
Vidde forneden:  97 cm
Stropper bredde:  1 cm

Del denne side