Historisk viden

Jægertøj til en dreng, ca. 1915

I slutningen af 1800-tallet blev herretøjet forenklet. Prins Edward, prins af Wales, var med til at præge denne udvikling. Prins Edward havde en stor interesse for jagt og inviterede ofte til jagt på sit landsted Sandringham i Norfolk.

Jagt- og sportstøj adskilte sig ikke meget fra det almindelige hverdagstøj, som både kunne være snævert og tætsiddende. Prins Edward bad derfor sine skræddere om at sy en jakke, der gav mere plads til bevægelighed blandt andet omkring armene. Jakken er siden blevet kaldt Norfolk-jakken. Den har ofte tilhørende bælte og blev båret sammen med knæbukser eller de lidt længere knickers.

Jakke og knæbukser er fra o. 1915 og passer til en dreng.

Dragtbeskrivelse

Dragten er af uld og består af jakke og knæbukser.

Jakken lukkes midt for med en hægte i halsen og herunder 6 knapper. Fra skuldrene bærestykker for og bag, på begge sider med buede kanter. På forsiden fæstnet til forstykkerne med en knap i hver. Forstykkerne og ryggen lige uden taljemarkering, men med stofbælte, der knappes foran. Fra bærestykkernes spidser er påsyede bælter ned ad forstykker og ryg. Bæltet løber under disse lodrette bånd. 2 lommer med klap. Lige tosømsærmer. Spids drengekrave. Foer af sort bomuldssatin.

Bukserne er knælange og har gylp foran med skjult knapning. Linning i taljen, i ryggen med kort slids, der holdes med 2 stropper af stoffet spændt sammen med et lille spænde. I linningen i taljen er der seleknapper. Forneden er benene holdt ind med linning, der knappes. Grå- og hvidstribet bomuldsfoer.

Jægerdragt, uld, mus. nr. 63/1956
Uld. Stribet i mørkegrønne farver. Foer, jakke, sort bomuldssatin. Foer, bukser, grå- og hvidstribet bomuld.

Jakke, ryglængde:  61 cm
Jakke, vidde forneden:  100 cm
Jakke, ærmelængde:  43 cm
Bukser, tajlevidde:  70 cm
Bukser, længde:  58 cm

Del denne side