Historisk viden

Herrefrakke, ca. 1913

Den kraftige frakke har tilhørt murermester Peter Christian Christiansen (1883-1968), Helsingør. I 1990 forærede murermesterens datter frakken til Nationalmuseet. Frakken er en ulster i karakteristisk britisk skrædderstil, dobbeltradet og med store påsyede lommer.

Den gode frakke holdt hele murermesterens liv. Det vidner om en holdning til kvalitet og tingenes holdbarhed. Murermesteren blev fotograferet sammen med sin forlovede Ida på deres forlovelsesdag i 1913. Parret er næsten ens klædt i ulster, hat, handsker og halstørklæde.

Dragtbeskrivelse

Svær 2-radet overfrakke i brunt kippervævet uld med foer i sort bomuldssatin. I nakke strop af læder. Bredt revers med knaphuller. Brystlomme med klap og knap. 2 påstukne lommer for med klap og knap. Fortil 2 x 3 store brune knapper. Ved håndled fastsyet små tampe med knapper. I ryggen en slids forneden og en løst indknappet spændetamp indskudt i begge sidesømme.

Herrefrakke, mus. nr. 1630/1990
Uld. Brun. Foer, sort bomuldssatin.

Skulderbredde:  46 cm
Længde midt bag:  130 cm
Vidde:  168 cm

Del denne side