Historisk viden

Ternet tournurekjole med to liv, 1860'erne

Krinolinen gik af mode i slutningen af 1860'erne, hvorefter tournuren - understel til at drapere dragten over bagtil - blev moderne. Skørtet, som tidligere havde vidde hele vejen rundt, fyldte nu kun bagtil. Denne kjole blev formentlig oprindeligt syet til en krinoline, men syet om til tournure, da moden skiftede.

Omsyning har ikke været ualmindeligt, hvis det dermed blev muligt at opdatere dragten til tidens nye mode. Kjolen er fra 1860'erne og har tilhørt Hansigne Jeppesen, en gårdejers kone fra Fjellenstrup. Til skørtet hører både et liv med korte ærmer og et liv med lange ærmer.

Dragtbeskrivelse

Kjole af ternet taft. Kjolen består af skørt med 2 tilhørende liv. Skørtet har 2 cm bred linning i livet. Det er syet af smalle bredder og har bløde læg foran. Tournuren dannes ved ophæftning med bændler samt ved sammensnøring af en løbegang foroven. Ophæftningen bagpå markeres af 3 bændler med rester af blå tråd og tilsvarende mærker efter syningen i stoffet. Tournuren er foret med hvidt gazeagtigt stof. Skoning med sort uldstof. Liv med korte pufærmer. Livet er stramtsiddende med stivere. Stor rund halsudskæring med bred kniplingsbesat krave. Livet lukkes med hægter bagpå. Foret med hvidt lærred. Liv med lange stramtsiddende ærmer. Livet er stramt og har rund halsudskæring uden krave. Lukkes foran med 7 sorte knapper. Besat med sorte maskinkniplinger på ærmerne. Foret med hvidt lærred. Indsatte stivere. I livet et bredt hvidt faconbånd med hægter foran.

Skørt med liv, mus. nr. 1205/1960
Taft. Grøn-, blå-, sort- og hvidternet. Foer, liv, hvidt lærred. Kniplinger, sorte.

Skørt, længde for: 100 cm
Skørt, vidde forneden: 250 cm
Liv m. lange ærmer, længde: 40 cm
Liv m. lange ærmer, vidde forneden: 56 cm
Liv m. lange ærmer, ærmelængde: 45 cm
Liv m. korte ærmer, længde: 23 cm
Liv m. korte ærmer, vidde forneden: 53 cm

Del denne side