Historisk viden

Pigekjole i fløjl, ca. 1877

Drenges tøj adskilte sig mere fra deres fædres end pigers tøj fra deres mødres.

Pigekjolerne fulgte kvindemoden, blot var de enklere og kortere. Kjolelængden kunne variere, fra lige under knæene og til støvleskaftets øverste kant. Ærmerne var gerne korte og udskæringen dybere, selv om tidens mode dikterede en høj hals.

Den røde fløjlskjole gik til lidt under knæene og blev sandsynligvis brugt med støvler. Kjolen er fra o. 1877 og har tilhørt Karen Brun, f. Puggaard, der var gift med overretsprokurator og overformynder i Dansk Vestindien F. L. Brun.

Dragtbeskrivelse

Kjole af vinrødt fløjl. Korte pufærmer kantet med lægget flæse af silkebånd. Langs ærmegabet en smal snor af silkebånd. Fortil firkantet, bagtil rund halsudskæring med smal rouleau af silke gennemtrukket en snor. Fortil 2 lodrette, læggede bræmmer silkebånd, som forbindes med 7 vandrette, læggede silkebånd. Læggene lagt således, at de i den ene side af båndet vender i den ene retning og i den anden side i den anden retning. De 2 lodrette bånd løber forneden over i en vandret bræmme langs nederdelens kant. Fra de lodrette bånd udgår et lægget bånd, som bagpå danner en stor sløjfe med ender med frynser. Bagpå 3 par dybe mod midten vendende læg. Lukkes bagpå med 8 silkebetrukne knapper.

Kjole, vinrødt fløjl med silkebånd, mus. nr. 1020/1938
Fløjl. Vinrødt. Silkebånd.

Del denne side