Historisk viden

Hvid brudekjole, chemisekjole, ca. 1797

Brudekjoler har ikke altid været hvide. Det var først i slutningen af 1700-tallet, at den hvide brud med slør og krans blev moderne. Indtil da blev man gift i sit fineste tøj. Der har aldrig været faste regler for, hvordan en brudekjole skulle se ud. Kjolens snit, materialer, farve og længde fulgte tidens mode.

Fra slutningen af 1700-tallet har hvidt domineret brudemoden, i hvert fald for dem, der havde råd. Skikken har holdt sig til vore dage, også i perioder hvor den hvide farve ikke har været moderne til kjoler i øvrigt. Blandt bønder og den jævne del af bybefolkningen har sort brudekjole været det mest almindelige. Det var ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også om tradition. I den del af befolkningen hørte hvidt sig ikke til: hvidt var for "de fine".

Den moderigtige hvide chemisekjole af netteldug - stof af nældefiber - har sandsynligvis været båret af baronesse Eleonora Sophie Rantzau (f. 1779), da hun i 1797 blev gift med lensgreve Preben Bille-Brahe, Hvedholm.

Dragtbeskrivelse

Kjolen består af nederdel og liv. Nederdelen har groft, hvidt broderi forneden. Det helt korte liv er foret og har indvendig snøreindretning foran. Bagtil er stoffet lagt i læg ved livet. Forstykkerne er rynket i livet, går op over skuldrene og støder sammen i en spids på ryggen, hvor de danner en kravelignende besætning. Kjolen bindes sammen foran. Ærmerne er halvlange og forede. Nederdelen er lang og med slæb bagpå.

Kjole, hvid moll, mus. nr. W.8.h
Netteldug, dvs. stof af nældefibre. Hvid, med hvidt broderi.

Nederdel, længde bag: 135 cm
Nederdel, længde for: 113 cm

Del denne side