Historisk viden

Manteau af silke, ca. 1786

Silke var det fineste og dyreste materiale i 1700-tallet til beklædning. Frankrig var førende inden for silkeindustrien med byerne Lyon og Tours som de vigtigste. I England stadfæstede Spitalfield øst for London sig i begyndelsen af 1700-tallet som et anerkendt silkeområde. At være en god silkevæver krævede mange års øvelse. Det fordrede blandt andet kendskab til de forskellige teknikker, blik for, hvilket mønster der egnede sig bedst til det pågældende materiale, og evne til at kunne økonomisere, således at fx kun begrænset silketråd gik til spilde på stoffets bagside.

Anna Maria Garthwaite var en af de førende silkevævere i 1740'erne i Spitalfield. Hun havde som mange andre ladet sig inspirere af franske vævere, og især af Jean Revel. Håndværksmæssigt havde hun fornemmelse for at tilpasse sine mønstre til stoffet, og samtidig var hun produktiv med ca. 60 forskellige mønstre årligt. Den gule kjoles stof kan være et Garthwaite design.

Dragtbeskrivelse

Manteau af helsilke atlask. Det stramtsiddende liv er i siderne syet til pocherne. Et læg går fra skuldersømmen langs halsudskæringen og til spidslivets afslutning, hvor det går over i den nederste del af simaren. Livet har snøreindretning i ryggen og fortil. Ærmerne er glatte og går til albuen. Foer i ærmerne af glat, hvidt lærred. Foer i livet af blå- og hvidstribet lærred.

Kjoleslæb/Manteau, gul silke, mus. nr. W.8.j
Helsilke atlask. Matgul brocheret med blomsterslyng i matbrogede farver. Foer, liv, blå- og hvidstribet lærred. Foer, ærmer, hvidt lærred.

Del denne side