Historisk viden

Rang og stand - æresbegreber

Formfuldendte hilseritualer, menuetter og dueller. Alt dette hørte Peter Schiønnings tid til. Der var forskel på høj og lav, og alle indgik i samfundets hierarki, hvor Kongen sad i toppen, og rakkeren i rendestenen befandt sig i bunden.

Stand

Samfundet var delt op i fire stænder: adel, gejstlige, borgerstand og bondestand. Den fjerde stand udgjorde hovedparten af befolkningen; men i praksis var det de tre øverste stænder, der havde magten i samfundet. Schiønnings familie hørte til borgerstanden. Men i kraft af moderens fornemme præsteslægt havde familien også andel i den gejstlige stand. Faderens gode stilling i Rentekammeret placerede familien sikkert blandt det finere embedsborgerskab i København.

Rang

Da Schiønning gik ind i Søetaten, trådte han automatisk ind i det militære rangsystem. Og som sådan indgik han også i den overordnede rangfølge. Ved en kongelig rangforordning var de tre øverste stænder inddelt i 9 rangklasser. Alt efter hvor i rangklasserne, man befandt sig, var det angivet, hvordan man skulle indordne sig. Det betød for eksempel, at de fine pladser i teatret var forbeholdt de fornemste klasser, etc.

Man kunne dog ”springe over i køen”, hvis man fik en kongelig gunstbevisning og eksempelvis blev udnævnt til kammerherre. Schiønning havde ikke meget til overs for sådanne kammerherrer, idet de ikke havde gjort sig ærligt fortjent til deres fornemme rang, mens han og andre sled så meget desto hårdere i det. Denne holdning ses særligt afspejlet i årene omkring 1770.

Ære

Stærke æresbegreber hørte de militære etater til. Det udmøntede sig ofte i dueller, når officererne følte deres ære gået for nær. Se eksempelvis de mange omtaler af dueller i sommeren 1756. Det var også krænkende, hvis ens rang ikke blev respekteret. Det var ikke altid let at holde rede på, hvem der skulle have forrang. Se eksempelvis Schiønnings søsters bryllup med Hans von Aphelen i marts 1760.

Vanære

Det er klart, at den store betydning, som ære, rang og stand havde, også betød, at den dom, som Peter Schiønning blev idømt i 1782: ”uværdig til Kgl. Majestæts tjeneste”, var en forfærdelig vanære. Det er i lyset af dette, at man skal forstå hans flytning til provinsen. Det var for stor en vanære at vise sig blandt tidligere ligemænd. 

Del denne side