Historisk viden

I hververnes hænder

Erindringer og lignende rummer beskrivelser af hververnes metoder og nye rekrutters oplevelse af den første tid som soldat.

Bedøvet af hververne

“Hververne holdt mig stadig i en Tilstand af Bedøvelse og lod mig ikke et Kvarter tilovers, i hvilket jeg med ro og fornuft havde kunnet overveje min Tilstand; altid var en af disse Herrer ved min Side og søgte at adsprede mig ved alle slags Spøg og Narrestreger." Citat fra Theodor Ulrich Nüblings erindringer ”Otte år i Danmark”. I februar 1783, hvor han var 16½ år gammel og boede i Ulm i Sydtyskland, lod Nübling sig hverve til den danske hær på en 8-årig kontrakt.

"Prøjserne har en svær tjeneste"

Efter at vi havde drukket, gik vi til Frankfurt, eller rettere Sachsenhausen, gik ind i et Værtshus og drak et krus Øl. Hververen gik ud og lod mig være alene i Stuen. Nogle Minutter efter kom han ind igen med en anden Hverver, som havde en rød Kjole paa, og sagde til ham: “Her er Deres Rekrut”. Nu gik Prøjseren sin vej. Den røde Hverver lod en Feltskærer syne mig og skrev en Erklæring eller Kapitulation, som han rakte mig, for at jeg skulde skrive under. Jeg gennemlæste den, og blev ikke lidt forbavset, da jeg læste følgende: “Efterdi Foreviseren heraf, Frederik Carl Wagner, født i Württemberg, Lutheraner, ingen Profession, frivillig har forpligtet sig til at tjene Hans kongelige Majestæt til Danmark og Norge for 9 Gylden Haandpenge som Soldat i 10 Aar, o.s.v.”. “Hvad er det for noget?”sagde jeg, idet jeg var nær ved at falde omkuld, “jeg er prøjsisk Soldat og ikke dansk. Hvad er det for fordømte Kæltringestreger?” “Aa”, sagde Rødkjolen. “vær kun rolig, lille Herre, og tak Gud for, at De er falden i vore Hænder. Prøjserne har en svær Tjeneste; tak Gud for, at De er falden i vore Hænder. Opfører De Dem godt, kan De gjøre Deres Lykke.”” Citat fra tyskeren Frederik Carl Wagners erindringer, 1783.

Desertører i en fristad

“Vi kom til Mühlhausen; da vi kom ind i Staden, hørte vi raabe ud af Vinduet: “Hør kom op; jeg vil tale med Eder;” vi saa op, men vi gik ikke op; og da han saa, vi vilde ikke gaa op, kom han straks ned: “Kom! I er preussiske Desertører.” Vi havde endnu den preussiske Mundering paa. Vi sagde Ja. “Nu! Har I ikke lyst til at tage Tjeneste igen i Preussen? I skal faa gode Haandpenge og Pardon.” Vi undskyldte os og sagde, at vi ikke mere havde Lyst at tjene. Han talte saa meget hist og her, at han endelig sagde til sin Tjener at hente Vagten, han vilde lade os arrestere; en Desertør er alle Tider bange, omendskjønt det var en Fristad. Med det samme kom en Sergent forbi i rød Kjole; vi præsenterede os for ham foruden at sige, vi vilde tage Tjeneste i hans Regiment; (…) Sergenten i sin røde Kjole tog os med sig; han bragte os til en Kaptajn, som kaldes Fritzner af det Aalborgske Regiment, som var en meget artig Mand. Vi vilde dog vide, i hvilket Land og hvilken Konge vi skulde tjene; han svarede ganske høfligt: “Jeg tjener Kongen til Danmark, og I kommer i samme Tjeneste.” Man spurgte os, hvor mange Haandpenge vi forlangte; vi forlangte 10 Louisdorer; han sagde, det var for meget: “Jeg vil give hver 5 sachsiske Louisdorer.” Vi sluttede Akkorden, og der var vi Soldater igen.” Citat fra franskmanden Johan Victor Brunnes’ erindringer, ca. 1785. 

Del denne side