Historisk viden

Hvervningens ophør

I 1761 blev den franske general Saint Germain, der var en stor beundrer af Preussens militære system, engageret som øverstkommanderende for den danske hær.

I Preussen bestod hæren af regimenter med en mindre hvervet kerne samt udskrevne bønder til længerevarende tjeneste. 

Godsejerne var imod udskrivning

I den danske godsejerstand var der imidlertid stor modstand mod et sådant system, og da godsejerne samtidig udgjorde statens ledelse, lykkedes det dem i årtier at forhale en udvikling. Efter Struensee-episoden opstod der stor modvilje mod tysk indflydelse i staten, og med hærplanen af 1774 bestemtes, at den udenlandske hvervning skulle indstilles. Det blev dog opgivet allerede året efter, og trods forsøg i 1780’erne var det først i 1801, at situationen forandrede sig afgørende. 

Værnepligt for bønderkarle

Folketællingen 1801overbeviste selv skeptikerne om, at der i bondebefolkningen var et tilstrækkeligt stort udskrivningspotentiale. Dertil kom Slaget på Reden, hvor kronprinsen blev stærkt påvirket af den nationale stemning. Resultatet blev en ny skelsættende værnepligtsordning året efter, ifølge hvilken bønderkarlene skulle udskrives til regulær tjeneste i 2 år. I praksis kunne man dog ikke helt undvære de hvervede, og da slet ikke i en krigssituation, hvorfor hvervningen fortsatte. Den udenlandske hvervning blev indstillet i 1808, medens den indenlandske fortsatte i endnu nogle årtier, om end i stærkt begrænset omfang. Underofficerer og musikere hvervedes helt til 1867-hærloven.

Del denne side