Historisk viden

Skånske krig

I sommeren 1675 gik Danmark-Norge i krig mod Sverige. Målet var at generobre de landområder, man havde tabt i Karl Gustav-krigene. Det blev til en krig med mange små og store slag, der spredte sig over et stort geografisk område, både til lands og til vands. Det blev også en krig præget af uforudsigelige guerillaangreb og plyndringer. Sidst, men ikke mindst blev det en krig, der endte meget utilfredsstillende for Danmark

Krigslykken vender

Krigen begyndte, da den danske hær invaderede Sveriges nordtyske provinser. Herefter vendte danskerne sig mod Østersøen og Skåne. Ved Bornholm udkæmpede Danmark-Norge og Sverige et uafgjort søslag i maj 1676, og ved Øland vandt en dansk-nederlandsk flåde en stor sejr. Søherredømmet i Østersøen var sikret.

I slutningen af juni 1676 gik en dansk hær i land ved Råå nær Helsingborg. Snart faldt Helsingborg og Landskrona i danskernes hænder, og i august blev Kristianstad erobret efter et stormangreb. Ved Halmstad vendte krigslykken dog for danskerne, da en dansk hærstyrke blev slået tilbage.

Vinterkvarter ved LUnd

I efteråret gik den danske hær i vinterkvarter i området nord for Lund. Her blev de angrebet af den svenske hær 4. december. Slaget ved Lund blev til et meget blodigt slag med høje tabstal på begge sider. Udfaldet blev en svensk sejr, og det blev krigens vendepunkt til lands. Nu blev det altafgørende for de slagne danskere at bevare søherredømmet.

Den 1. juli 1677 faldt krigens afgørelse til søs. Den dansk-norske flåde vandt en overvældende sejr over den svenske flåde i det store søslag mellem Stevns og Falsterbo. Til lands gik det dog stadig ikke godt for danskerne. Kort efter succesen ud for Stevns led den danske hær ved Landskrona endnu et nederlag. I Bohuslen lykkedes det dog for danske og norske soldater at erobre fæstningerne Marstrand og Karlsten.

Snaphaner og guerillakrig i Skåne

Samtidig med de store ”officielle” slag foregik der en brutal guerillakrig i Skåne. Mange skåninge, især fra de fattige nordlige egne, kæmpede mod den svenske hær. De blev kaldt snaphaner, og de udgjorde et stort problem for hæren.

Med deres hyppige overfald på forsyningstransporter og mindre styrker gjorde snaphanerne det vanskeligt for svenskerne at kontrollere landsdelen. Den svenske hær forfulgte derfor skånselsløst snaphanerne. 

I sommeren 1678 måtte den danske hær foretage et tilbagetog for at undgå den svenske hær nær Kristianstad. På vej tilbage mod øst lagde de landet øde bag sig. De plyndrede området for alt af værdi, også mad, og brændte huse og gårde af. Derved afskar de deres forfølgere fra forsyninger og opholdssteder undervejs. Den brutale taktik mindskede i høj grad lokalbefolkningens sympati for danskerne.

For udmattede til at slås mere

Udmattede og uden udsigt til at vinde krigen var både Danmark-Norge og Sverige i august 1679 villige til at indgå en fredsaftale. Datidens supermagt Frankrig dikterede fredsbetingelserne. Ikke så meget som en tønde land kom tilbage på danske hænder. Christian 5.s drøm om at generhverve de tabte østdanske provinser var knust.

Del denne side