Historisk viden

Dragter på Frilandsmuseet

På Frilandsmuseet udstiller vi i enkelte gårde og huse dragter fra forskellige perioder og sociale miljøer.

Nogle af dragterne har været båret af husenes beboere, andre stammer fra egnen eller passer blot til huset og dets fortælling.

Fælles for bondedragterne er, at de viser både lokale ressourcer og lokalt håndværk og håndarbejde. De fleste af dem er syet hjemme eller i hånden. Men samtidig genfinder man ønsket om at efterligne en given tids eller byboernes modedragter i snit, farver eller materialer.

 

 

Dragter fra hedeboegnen, Sjælland

To sjællandske bondedragter på Pebringegården, ca. 1790 - 1830

På Sjællands hedeboegn mellem København og Roskilde havde man tidligere en farverig og højt udviklet vævetradition. 

Kvindens sorte livsstykke, bullen, er vævet i et rombemønster, som først bliver tydeligt tæt på. Skørtet er vævet i et blomstermønster, som var karakteristisk for egnen. Mandens lange vest er også vævet i et geometrisk mønster med en blå trend og rødt islet.

Kvinden bærer en hue med en nakke, der er tung af metalbroderi. På Midtsjælland udviklede bønderne i løbet af 1800-tallet en rig huekultur. De indviklede og kostbare broderier blev udført af dygtige huekoner, ofte husmandskoner, som tjente en ekstra indtægt på det svære arbejde.

Den sorte konehue med metalbroderi fik man, når man blev gift. Rige koner kunne have flere, og de blev båret om søndagen i kirke og ved festlige eller højtidelige lejligheder.

Mandens knæbukser er lavet af tyndt ruskind med quiltede dekorationer ved knæene. Fra omkring år 1800 begyndte de danske bønder at skifte fra knæbukser til lange bukser. Dette eksemplar er givetvis fra slutningen af 1700-tallet.

Mandens lange skjorte af hørlærred er på skuldre og krave dækket af hvidt broderi, som kombinerer hulsøm med andre stingtyper. De fine søndagsskjorter, brudeskjorter eller ligskjorter gjorda man ekstra ud af. En pige skulle helst have syet og broderet sin tilkommendes ligskjorter færdig før brylluppet kunne stå.

På hedeboegnen udviklede man også en rig broderitradition, og de hvide broderier blev brugt på skjorter og særke, på pyntehåndklæder og pyntestykker, på puder og knæduge.

Agehynder, bænkehynder eller stolepuder blev dækket af uldbroderier i alle regnbuens farver med blomster, dyrefigurer eller indviklet geometrisk ornamentik.

Søndagskjole fra Als

gården fra Barsø står gårdkonens smukke, hjemmevævede søndagskjole med modesnit som i 1870erne.

Kjolen stammer fra en bondefamilie på Als, som ligger tæt på Barsø. Jakkens snit er en forenklet udgave af et snit, som blev moderne i 1860erne sammen med vide krinoliner og brusende skørter.

Her er de genkendelige træk omplantet til hjemmefarvet og hjemmevævet uld. Måske er kjolen lavet til konen af en dygtig lokal sypige med en hånddreven symaskine. Inspiration til snit og form kunne hun hente i de mode- eller håndarbejdsblade, som begyndte at blive allemandseje.

Hvis man ser på skørtet, er det farvet i to farver, en diskret brun og en meget klar, næsten elektrisk blå. Den brune farve kunne man opnå med en række kendte plantefarver, som bønderne selv dyrkede i deres haver.

Den blå skulle man købe sig til. Indtil kunstige og fabriksfremstillede anilinfarver blev opfundet i midten af 1800-tallet var man henvist til enten at farve blåt med planten farvevajd, eller til at købe den meget dyre indigofarve, som blev eksporteret fra østen.

Anilinfarverne var ikke særligt lysægte, men blev højt skattede, fordi anilinfarvernes kulører stærke og klare. I 1860erne havde publikum en sand mani for vilde kulører, stormønstrede kjoler og vanvittige farvesammensætninger. Gennemtrængende gul, lysende lilla, pågående pink eller klar blå kom på mode.

Sommerkjole ca. 1915

Sommerkjolen er lavet af maskinvævet bomuld med et fint kantmønster. Selve stoffet er maskinbroderet med hvide prikker.

Kjolen består af en bluse og et skørt, som blev båret over underliv og et par hvide bomuldsskørter.

Kjolen stammer fra et dyrlægehjem i Otterup. I 1887 blev Elise Jakobsen gift med dyrlæge Jørgen Pedersen. Parret fik en søn, Viggo, og datteren Dorthea, født 1893. Kjolen er sandsynligvis en af Dortheas sommerkjoler fra ungpigetiden.

Hun uddannede sig til lærerinde, og virkede mange år i Otterup. Hjemmet var velhavende i forhold til de fleste andres i Otterup, og man fulgte gældende mode i sine dragter. Kjolen er sandsynligvis syet efter mål af en lokal syerske.

Syersken har udnyttet stoffets kant, så blonden danner en elegant og enkel lukning på kjolens bryst. Den knappes med maskinfremstillede tryklåse.

På Frilandsmuseet står kjolen på gården fra Fjellerup. I det velhavende forpagterhjem bar forpagterens døtre tilsvarende sommerkjoler, fremstillet lokalt, men efter tidens modesnit.

Møllerfruens pæne kjole

Fra vandmøllen fra Ellested hjemtog man sammen med gård og møbler også en række af familiens dragter.

Den brune kjole er fra 1880erne, og den tilhørte møller Hellesens kone.

Kjolen er syet på maskine og i hånden af fabriksfremstillet tynd uldcrepe. Snittet er indviklet, og den er muligvis udført af en syerske eller dameskrædder i købstaden.

Snittet er typisk for perioden, og den er beregnet til at blive båret med korset og tornyre. I kraven ville man typisk have sat en lille blondekant, som kunne titte frem, og i halsen kunne man have båret en kunstfærdig broche. Kjolen har været båret med et eller flere underskørter af bomuld, besat med maskinfremstillede blonder.

Mønstre og inspiration til tidens modedragter kunne man blandt andet få i håndarbejdsbladet "Nordisk Mønstertidende", oprettet i 1874.

Bladet var rettet mod danske husmødre, og det indeholdt opskrifter på både tøj og pyntelige håndarbejder. I slutningen af 1800-tallet blev det moderne at forsyne sit hjem med en overdådighed af små, morsomme og finurlige broderier som lyseduge, pyntestykker, sofapuder eller broderede fodskamler.

På møllergården fra Ellested findes endnu nogle af familiens egne små håndarbejder fra tiden, blandt andet en sofapude formet som en fisk.

 

 

Gårdmandskonens sorte kjole

Den sorte kjole af silke har været båret af en dame i fruestørrelse. Den er fra 1920erne, hvor moden dikterede en firkantet silhouet og overdel uden taljemarkering.

Til op i 1920erne syede de fleste mennesker deres tøj selv, eller fik det syet af en syerske eller byskrædder. Men i 1920erne begynder varehusene at sælge konfektionssyet tøj - hele kjoler, jakkesæt, frakker eller bukser kunne nu fås færdigsyede.

Tyvernes løse mode krævede ikke nødvendigvis, at tøjet sad som skræddersyet til skikkelsen, og det betød dermed mindre, at tøjet fulgte bærerens personlige skikkelse.

Silkekjolen kan være syet til bæreren - eller den kan være købt færdigsyet. Det er svært at afgøre, hvis ikke der er nakkemærker eller andre producentmærker syet direkte ind i tøjet.

På landet havde alle gifte koner mindst en pæn sort kjole. Den blev båret ved selskaber og til gilder, og til begravelser. Mange beholdt den sorte brudekjole, de blev gift i, som den pæne kjole efterfølgende.

Kjolen står i den pæne stue på gården fra Bornholm, der er indrettet som omkring 1920. Den sorte kjole ville være blevet båret sammen med en hat, brocher eller kæder og et par lædersko med ankelrem og fornuftig hæl.

Del denne side