Historisk viden

Frederik 3. (1648 - 1670)

Biografi


Frederik 3. var næstældste søn af Christian 4. og skulle egentlig ikke have været konge. Hans storebror, Christian, døde imidlertid allerede i 1647, året før faderen. Rigsrådet fik Frederik til at underskrive en streng håndfæstning, der garanterede den danske adels rettigheder.

Den store omvæltning skete, da Frederik i 1657 erklærede Sverige krig i håb om at generobre de områder, der var tabt ved Torstenssonkrigen. Imidlertid endte krigen med dansk nederlag, da de svenske tropper gik over de tilfrosne bælter og tvang danskerne til panikfreden i Høje Taastrup præstegård 1658. Danmark måtte afstå Skånelandene til Sverige. Samme år indledte den svenske konge Karl Gustav en ny krig i håb om at erobre hele Danmark. Men København holdt stand, og Frederik 3. vandt popularitet ved at blive i byen og være indstillet på kamp til det sidste: ”Jeg vil dø i min rede.” Det svenske stormangreb på hovedstaden blev slået tilbage, og krigen førte med udenlandsk hjælp til svensk nederlag, uden at Danmark dog af den grund fik de tabte landområder tilbage.

Efter krigen lykkedes det kongen ved et møde for landets stænder i København i 1660 at opnå afskaffelsen af valgkongedømmet og at indføre et arveligt, enevældigt kongedømme, stadfæstet ved en regeringsakt fra 10. januar 1661. I 1665 fulgte kongeloven, der var det enevældige Danmarks grundlov. En hovedrolle bag den nye lov spillede kongens kammersekretær, den borgerlige Peder Schumacher, der blev adlet under navnet Griffenfeld. Kongen selv var et tavst og ret indelukket menneske, med stor interesse for teologi, naturvidenskab og historie. Han grundlagde Det kongelige Bibliotek og oprettede Det kongelige Kunstkammer, hvis samlinger århundreder senere kom til at indgå i de store statslige museer, bl.a. Nationalmuseet.

Begivenheder


1657-1658: Første Karl-Gustav Krig. Freden i Roskilde, hvor Skånelandene afstås til Sverige.
1658-1660: Anden Karl-Gustav Krig. Københavns belejring.
1660: Enevælden indføres.
1665: Kongeloven.

Slægten


Gift med: Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg
Far: Christian 4.
Mor: Anne Cathrine af Brandenburg
Farfar: Frederik 2.
Farmor: Sophie af Mecklenburg
Morfar: Joachim Friedrich af Brandenburg
Mormor: Katharina af Brandenburg-Küstrin
Børn: Christian 5., Anna Sophia, Dorothea Juliana, Frederik, Frederikke Amalie, Jørgen, Ulrikke Eleonora og Vilhelmine Ernestine

Del denne side