Historisk viden

Moser - tørv, ofringer og klima

For forskerne er moserne vigtige klimaarkiver, men moserne var også en vigtig del af oldtidsbondens kulturlandskab. Her blev der høstet hø og skåret tørv til brændsel, og her blev der ofret til guderne. Moseofre kan vel betragtes som en gave til højere magter med ønske om gode afgrøder, det vil sige godt vejr – og et bedre klima! Moserne lå ikke bare hen som ubenyttet natur.

Tørv som fossilt brændsel

Ved bronzealderens slutning skete en stor teknologisk landvinding. Fra da af blev mosernes tørv anvendt som det ældste fossile brændsel. Fra hele landet kendes fund af oldtidens små tørvegrave, især fra den ældre jernalder. I heldige tilfælde har man fundet redskaber til tørvefremstilling eller selve tørvene med bevaret med fingeraftryk. Sekundært er de små vandfyldte tørvegrave blevet anvendt til ofringer, også menneskeofre, heriblandt de berømte moselig fra Grauballe og Tollund.

En gammel beretning om tørv og klima

Den romerske forfatter Plinius skrev for 2000 år siden om de germanske stammer i Nordeuropa: ”med deres hænder graver de dynd op, som de tørrer mere ved vind end ved sol, og med jord som brændsel varmer de deres føde og deres af nordenvinden stivfrosne legemer”. At det er anvendelse af tørv, der beskrives, er indlysende, og at der var barskt deroppe mod nord, fremgår jo også klart og tydeligt af den kuldskære forfatters beretning.

Højmoser

Højmoser er velegnede til at registrere fine klimasvingninger. Undersøgelser viser, at klimaet efter jægerstenalderens klimatiske optimum bevægede sig i koldere og mere fugtig retning, men også at det skete i bølger. Omkring år 830 f. Kr. kan der i nordvesteuropæiske højmoselag ses et brat skifte til et koldere og især vådere klima. Dog havde vikingetid og tidlig middelalder tilsyneladende et gunstigt klima indtil ”den lille istid” begyndte i 1300-tallet.

Del denne side