Historisk viden

J. R. R. Tolkien (1892-1973)

John Ronald Reuel Tolkien blev født den 3. januar 1892 i Oranjefristaten i Sydafrika, men flyttede som 3-årig til England med sin mor. Begge Tolkiens forældre døde af sygdom, da han var barn, og han voksede op på den religiøse institution Birmingham Oratory. Efter at have deltaget i første verdenskrig vendte han tilbage til England i 1916 og blev gift med Edith. De fik 4 børn.

J.R.R. Tolkien blev professor i middelalderens litteratur ved Oxford Universitet i 1926, og i 1972 blev han udnævnt til Commander i The Order of the British Empire. Han døde d. 2. september 1973.

Hvilke bøger skrev Tolkien?

Tolkien er mest kendt for sine to værker Hobbitten (1937) og Ringenes Herre (1954-55), men han udgav også en række andre romaner og børnebøger. Professionelt arbejdede han især med oldengelske kvad og ridderromaner. Det var dog de store historier om Midgård, der gjorde Tolkien udødelig. Kompleksiteten af Tolkiens verden blev synlig i skabelsesberetningen Silmarillion (1977) og det store udgiverarbejde af Tolkiens noter og efterladte værker udgivet af sønnen Christopher Tolkien. Med sine fortællinger ønskede Tolkien bevidst at skabe en vision for middelalderen, som var en mindst lige så vigtig en del af hans faglige arbejde, som hans studier og kildeudgivelser. Faktisk i en sådan grad, at seriøse middelalderhistorikere i dag studerer Tolkiens forfatterskab med henblik på at sige noget om den virkelige inspiration – nemlig middelalderen. Tolkiens vision er naturligvis en personlig fortolkning, men den trækker på en bred vifte af kilder og traditioner med dybe rødder i hele den vestlige kulturkreds oprindelse.

Fantasi – fantasy

Lige siden bøgerne Hobbitten og Ringenes Herre blev udgivet, har kunstnere og forfattere fortolket og genfortolket historien i billeder, bøger, tegnefilm, tegneserier og senest i episke storfilm. Dertil kommer, at bøgerne inspirerede til en helt ny genre – fantasy! Der er vokset en hel kultur op omkring fantasy i form af live rollespil, brætspil og computerspil. Ringenes Herre er ikke uden grund blevet valgt som det 20. århundredes mest indflydelsesrige eller bedste bog i flere lande (f.eks. England, Tyskland og Australien).

Sprog

Tolkien var ekspert i gamle sprog (oldengelske dialekter,  nordiske sprog, tysk og finsk ),  og de historier og myter der blev fortalt på disse sprog. Sproget var utroligt vigtigt for Tolkien, også når han skulle skabe sin nye verden. Han mente, der var en klar sammenhæng mellem sprog og den verden, det beskrev. Selv når man ikke kunne forstå sproget.

Tolkien havde allerede i sin barndom eksperimenteret med selvopfundne sprog. I sine værker om Midgård udviklede han elversprogene Quenya og Sindarin, som tales f.eks. i filmatiseringen af Ringenes Herre. Sprogene er vigtige for oplevelsen af Tolkiens univers,  fordi de indeholder en hel mytologi i sig selv, og altså udsprang direkte af Tolkiens arbejde med – og kendskab – til middelalderens sprog og litteratur.

Kort

Tolkien beskrev også sin verden geografisk og tegnede selv en række kort over Midgård. I Hobbitten elsker hovedpersonen Bilbo Sækker at studere gamle kort, der tager ham ud på eventyr i fantasien. Rejseselskabet følger et kort, der viser vejen til det Ensomme Bjerg, hvor dragen Smaug våger over dværgenes skat. Adskillige Tolkien eksperter har siden udarbejdet meget detaljerede kortsamlinger over Midgård ud fra Tolkiens præcise beskrivelser, angivelser af rejsetid og egne kort.

Nutidens kort gengiver landskabet præcist i et bestemt størrelsesforhold. Middelalderens verdenskort var ofte stilistiske og symbolsk ladede, da de samtidigt gengav den guddommelige orden. Jorden var en kugle med de tre kendte verdensdele Europa, Afrika og Asien med Jerusalem som verdens navle. De var ofte rigt illustrerede og gengav de forskellige dyr eller fantastiske racer, som levede i verdens udkant. Kortene blev mere og mere detaljerede i løbet af senmiddelalderen, og fantasivæsenerne forsvandt i nogen grad. Kortene levede naturligvis ikke op til moderne standarder, men meget tyder dog på, at de sammen med de detaljerede rutebeskrivelser, som rejsende havde til rådighed over de vigtigste handels- og kommunikationsveje, også har kunnet fungere i praksis.

Del denne side