Historisk viden

Industrikulturen og Nationalmuseet

Igennem århundrede var langt de fleste danskere beskæftiget med landbrug. Det begyndte langsom at ændre sig fra midten af det 19. århundrede. Det var ganske vist først et godt stykke oppe i det 20. århundrede, at industri og håndværk overgik landbruget i beskæftigelse og eksportindtægter, og Danmark dermed kunne kaldes et industrisamfund, ud fra en økonomisk målestok.

Men allerede langt tidligere havde industrialiseringen sat sit præg på landet og befolkningen. I den sidste del af 1800-tallet flyttede folk i stor stil fra landet til byerne. Særligt København nærmest eksploderede, men også andre af de gamle byer voksede og rundt om på landet kom der stationsbyer.

I byerne var der butikker, belysning og boulevarder. Der var værtshuse, baggårde og lejekaserner. I byerne kunne man opleve det nyeste indenfor mode, underholdning eller politik. Livet i byerne foregik simpelthen i et højere gear og et hurtigere tempo, end hvad man kendte på landet. Så hurtigt, at læger og psykologer i 1890’erne advarede mod, at livet i den moderne storby kunne føre til nervøsitet og nervesvækkelse.

Men for de mange medførte industrialiseringen først og fremmest en forbedret levestandard. Fattigdom eksisterede fortsat, men egentlig sult og hungersnød, som man havde kendt det i landbrugssamfundet, blev efterhånden en saga blot.

Til gengæld opstod der nye sociale klasser og nye diskussioner om fordelingen af arbejdets resultater. Fagforeninger og arbejdsgivere tørnede sammen i Storlockouten i 1899, som endte med Septemberforliget. Heri anerkendte arbejdsgiverne arbejdernes ret til at danne fagforeninger, som forhandlede om løn og arbejdsvilkår. Til gengæld anerkendte fagforeningerne arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Gennem de første årtier af det 20. århundrede var det stadigvæk til diskussion, om Danmark skulle være et landbrugsland eller et industrisamfund. Tidens mest kendte politiker, Thorvald Stauning, der første gang blev valgt som statsminister i 1924, var ikke i tvivl: ”Jeg tror absolut på at industrien kan frelse samfundet”, udtalte han.

Socialdemokraterne, som i samarbejde med de Radikale nu var blevet landets førende parti, mente at det var i industrien fremtidens arbejdspladser skulle findes. Og sådan blev det.

Men i forlængelse af sin tro på industrien udtalte socialdemokraten Stauning også, at udviklingen måtte styres politisk: ”...naar industriel Produktion er blevet en Livsbetingelse for Samfundet, saa kan det ikke længere overlades til tusinde Kapitalister at bestemme hvad der skal produceres og i hvilket Omfang, der skal være Beskæftigelse eller Arbejdsløshed i Landet”

Det var de borgerlige partier, Venstre og Konservative, langt fra enige i. Netop spørgsmålet om hvordan og hvor meget man fra Folketinget skulle styre økonomi og industri, blev et af det 20. århundredes væsentlige politiske stridspunkter – og er det for så vidt stadigvæk.

I Danmark udviklede vi en model baseret på markedsøkonomi, men hvor stat og samfund i væsentlig grad griber regulerende ind. På basis af industrien skabtes en velfærdsstat, som på den ene side gav plads til økonomisk vækst, men som på den anden side sikrede en mere ligelig fordeling af den materielle rigdom end i de fleste andre lande.

Væksten i velfærd og materielle goder var især markant fra slutningen af 1950’erne. Den bragte dog ikke kun tilfredshed med sig. Helt fra industrisamfundets tidlige tid har meningerne været delte om, hvad de tekniske og økonomiske fremskridt bragte med sig. 

I 1930’erne, 40’erne og 50’erne, med krise, krig og efterfølgende mangel på meget, var fokus mere på at skaffe sig til dagen og vejen end på kritik af industrisamfundet. Men i kølvandet på ungdomsoprøret i 1968 fik kritikken ny fart, både rette mod kommercialiseringen af menneskelivet, men efterhånden også mod de miljømæssige konsekvenser af den industrielle produktionsform.

Vi kan i dag konstatere, at på trods af al tale om det post-industrielle samfund, så råder vi over flere og flere industrielt producerede varer. Vore hjem er fyldt med industrielt producere møbler, køleskabe, tv og computere. Vi bevæger os rundt i industrielt fremstillede biler, busser og fly. Og på vores krop bærer vi industrielt fremstillet tøj og har industrielt producerede smartphones i lommen.

Meget af det er ganske vist ikke produceret her hos os selv, men andre steder på kloden – ofte steder hvor lønnen er lavere og arbejdsmiljøet dårligere end hvad vi selv ville finde os i.

Ansvarlig enhed

Arbejdet med indsamling af, forskning i og formidling af industrikulturen varetages primært af enheden Nyere Tid og Verdens Kulturer.

Ansvarlig museumsinspektør er seniorforsker Lars K. Christensen.

Formidling i tilknytning til Brede Værk - museum for industrikultur varetages dog af enheden Landbokultur og søfart.

Del denne side