Historisk viden

Hvad spiste man i renæssancen?

I renæssancen var madlavningen, særligt i velhavende husholdninger, ofte baseret på tunge og krydrede retter. Krydderier som ingefær, kanel, muskat, safran og nelliker var dyre, men hyppigt anvendt. Maden var betinget af sæsonerne, hvilket betød at der store dele af året ikke var mulighed for at skaffe friske råvarer. Derfor var konservering en hyppig forarbejdningsmetode af sommerhalvårets høst.
I andre dele af Europa, som eksempelvis i Frankrig, havde man bevæget sig mod finere gastronomi, hvor madlavningen var baseret på nye sorter af grøntsager og sirligt tilsmagte saucer.

Madlavningen foregik typisk over et åbent ildsted, men kogekunsten udviklede sig i perioden ved indførelsen af nye køkkenredskaber og nye tilberedningsmetoder. Panden og bradepanden blev brugt første gang i senmiddelalderen og renæssancen, og man begyndte at lave opbag med mel og fedtstof eller med brødkrumme til jævning. Postejer blev en populær spise, blandt andet fordi tilberedningen bevarede saft og kraft.

Drikke

I renæssancen var vandkvaliteten dårlig. Derfor var hvedeøl eller øl af gæret bygmalt, krydret med humle hverdagsdrikke. Øllet var ikke stærkt, og man kunne derfor drikke store mængder uden at blive beruset. Krydrede drikke som lutendrank og hybenkradser var populære i den brede befolkning, mens honninggæret mjød var en fornem drik, som typisk var krydret med tidens populære krydderier som kanel, kardemomme, ingefær og nelliker. Søde vine var dyr luksus forbeholdt de rigeste. I 1600-tallet blev kaffe og te introduceret som en ny del af renæssancens luksuriøse drikkevare.

Grøntsager

I renæssancens køkkenhaver dyrkede man urter som persille, merian og salvie. Frugt og grøntsager blev spist efter sæsonerne. Æbler, pærer, blommer, kål, rodfrugter og løg var mest udbredt, fordi de kunne holde sig over vinteren i kølige kældre eller ved syltning.

Fisk

I middelalderen havde katolicismen dikteret 180 fastedage om året, hvor kød var forbudt. Det havde gjort fisk til hverdagskost, hvilket blev videreført efter reformationen i Danmark. Alle havde ret til at fiske i havet, og derfor var havfisk de mest udbredte fisk. Ferskvand var forbeholdt landejere, og ferskvandsfisk var derfor kun for de få. Da fisk enten skulle spises ferske eller konserveres hurtigt, var saltning, tørring eller røgning normalt. Spegesild var den mest almindelige fiskeret, men var én blandt mange.
Der var tradition for at spise langt flere fiskearter end vi gør i dag, eksempelvis marsvin og sæler.

Kød

Kød var en vigtig del af kosten. Får var det mest almindelige husdyr i Danmark, da dyret havde mange anvendelsesmuligheder. Uld og skind kunne bruges til beklædning, fåretællen (fårefedt) blev anvendt til lys, og fårets mælk, kød og indvolde var den mest almindelige animalske kost, særligt på landet. Kvæg var dyrt at fodre over vinteren, og derfor blev overskudskvæget slagtet ved begyndelsen af vinterhalvåret og konserveret ved saltning. Svin var en mere almindelig spise, da de kunne spise af olden over vinteren. Gæs, ænder og høns bidrog med æg og kød, mens mere pompøse fjerkræ som svaner, påfugle og kalkuner blev brugt som storslåede anretninger ved hoffet. Vildt var en fin spise, der oftest var forbeholdt jordejerne, da der var strenge reguleringer af hvem der måtte nedlægge skovens dyr.
Finthakket kød var populært blandt de rigeste. Kødhakkemaskinen var ikke opfundet, så kødet skulle enten skrabes langs fibrene med en ske, hakkes småt eller rives på et rivejern. Det kogte eller stegte kød kunne også mortes og efterfølgende bruges til kødboller, i postejer eller som fyld ved farseringer.

Del denne side