Historisk viden

Bålmad fra 1930´erne

Før i tiden var mange, især på landet, helt afhængige af at kunne nå deres arbejde inden for gåafstand. Ellers kom hele arbejdsdagen til at gå med transport til fods, hvis ikke man var så heldig at eje hest og vogn.

Cyklen gjorde folks aktionsradius noget større, og jernhesten blev hurtigt den jævne mands daglige transportmiddel. Det blev ikke alene nemmere at komme på arbejde længere væk, det blev også muligt hurtigere at komme til og fra de mange foreningsaktiviteter, som de små lokalsamfund bød på for omkring 100 år siden.

Med telt, cykle eller automobil

Det blev også nemmere at cykle ind til købstaden eller stationsbyen for at gå i biografen eller se på butikker i den sparsomme fritid. Cyklen blev også brugt, når man tog på ferie. I mellemkrigstiden spændte man teltet på bagagebæreren og kørte ud i det danske landskab for at nyde det frie lejrliv. “Husmoderens bog” fra 1930, skrevet af Emmy Larsen, giver anvisninger på lejrmad efter amerikansk forbillede. Hun skriver: “Det bliver mere og mere almindeligt, at man tager sit Telt, anbringer det paa sin Cykle eller i sit Automobil og slaar det op, hvor Lejlighed dertil gives”.

Fish Chowder

Steg 3 tynde skiver saltet flæsk i en gryde. Tilføj under stegningen 1 fintsnittet løg, og steg indtil skiverne er lysebrune. Skiv 8 kartofler, og kom skiverne i gryden sammen med ½ liter kogende vand. Lad koge i 10 minutter. Kom 2 kopper fersk eller saltet torsk i, og lad småkoge i 10 minutter. Tilføj 1 liter mælk, og varm op til kogepunktet. Krydr med salt og peber. Til chowderen kan man servere tørre kiks.

Ring Tum Diddy

125 g flæsk skæres i mindre stykker og steges. Skær en grøn peber i mindre stykker, og skær 3 løg i tynde skiver. Hæld løg og peber sammen med flæsket, og steg lidt videre. Kom en lille dåse tomatpure og en dåse majs på panden til resten og smag til med salt og peber. Skær 125 g fed skæreost i små tern, og kom i lige inden servering. Serveres på ristet brød eller tørre kiks.

Little Pig Potatoes

Skær midten ud af en lang kartoffel og put en lille pølse ind i kartoflen. Læg kartoflerne i bålgløderne, til de er færdigbagte.

Mere mad på "Kokkepigens blog"

Kokkepigen har masser af historiske opskrifter og skriver ofte i en særlig "faktionspræget" stil, hvor fiktive - men troværdige - personer beretter om fortidens madkultur. Følg Kokkepigens blog.

Del denne side