Historisk viden

Grønlandsk dukke

Hjemmelavet legetøj kommer oftest sandheden nærmest

Børns legetøj afspejler de voksnes verden, og dukker er sammen med lamper, gryder og andet husgeråd de grønlandske pigers vigtigste og kæreste legetøj. Således gengiver de også ganske nøje den voksne kvindes dragt og udstyr. Den store dukke, som her er vist, er iklædt den velkendte festdragt, som den tog sig ud for hundrede år siden.

Støvlerne eller kamikkerne er af afhåret sælskind og forsynet med smukt udførte skindbroderier, som når helt op til støvlekanten, der oftest er påsynet et bredt bånd af sort hundeskind, som når op over knæene. De korte bukser med deres fine skindbroderier skal helst være af spættet sæl, hvis skind betragtes som det fineste.

Overdelen kan som hér været af flerfarvet bomuldsstof med ærmegabene og den lille halsåbning af sort hundeskind og forsynet med et bredt skærf om livet. Den store krave, som først blev mode efter 1900, består af små glasperler, der er sammensyede i smukke mønstre. Det lange hår, som også dukken har, er bundet op i en knude og fastgjort på issen med et rødt bånd, der fortæller, at kvinden er ugift.

Skindsyning har altid været udført med stor perfektion af den grønlandske kvinde, og den viste dukke er ingen undtagelse. Mønstre i skind kendes i Grønland tilbage fra 1400-tallet, hvor de findes på de berømte mumier fra Qilakitsoq, mens applikationerne på den hundrede år gamle dukke er inspireret af europæere i kolonitidens Grønland.

Perlerne blev indført i 1600-tallet af de hollandske hvalfangere, hvorefter de fik stigende anvendelse i kvindedragten. Hårbåndet blev i 1700-tallet indført af de tyske brødremissionærer, som derved kunne skelne ugifte kvinder (rød) fra gifte kvinder (blå), enker (sort), ældre ugifte kvinder (hvid), og ikke mindst de ugifte kvinder med barn (grøn). Den gamle dukke er den eneste af sin art og fortæller os om mange århundreders dragthistorie i Grønland.

Dukken kan ses i udstillingen Jordens Folk rum 172.

Del denne side