Historisk viden

Magisk krystalkugle

En amulet af en særlig slags fulgte en velstående kvinde i graven engang i slutningen af 300-tallet

Kort før Sct. Hans i året 1820 gravede fæsteren Claus Sørensen grus i en banke tæt ved Årslev Kirke på Fyn. Her stødte han på en grav med et skelet og ualmindeligt rige gravgaver. Gaverne bestod af guld-, sølv og bronzesmykker, flere kar og spande, en guldmønt og – en glaskugle. Eller rettere sagt en krystalkugle. Gravgodset var tydeligvis ikke lokalt arbejde, men importvarer fra det europæiske kontinent. Det gælder også krystalkuglen. Den bærer en indskrift ΑΒΛAΘANAΛBA med græske bogstaver, dvs a b l a n a th a n a l b a . Indskriften er et såkaldt palindrom, en tekst, der kan læses både bagfra og forfra (omkring bogstavet Θ, dvs ”th”).

Bogstavmagi som dette palindrom og gentagelser af bogstavremser blev bl.a. foreskrevet af den romerske kejser Caracallas livlæge Serenus. Besværgelsen ablana/analba kendes fra flere amuletter fra Middelhavsområdet, og hænger sammen med dyrkelsen af  guddommen Abrasax. Betydningen af teksten er ”Du er vor Fader.”

Hvilken lidelse, den har skullet afhjælpe, er uvist. Skeletresterne fra graven blev underkastet en anatomisk undersøgelse allerede umiddelbart efter fundet i 1820, men ingen sygdomme kunne spores.

Del denne side