Historisk viden

Kongegobelin

Kronborgtapet - En kongegobelin med Frederik 2 og sønnen Christian (d. 4)

Blandt konger og adel i renæssancen var der en lyst til at omgive sig med pragt og farve. Vævede billedtæpper (gobeliner) til at hænge i de store rum hørte til på herregårdene og slottene, dels for udsmykningens skyld men også fordi de tjente et praktisk formål. De varmede i den kolde tid og var året rundt et værn mod træk.

Da Frederik 2 i 1570’erne afsluttede den første byggeperiode på Kronborg Slot fik han travlt med at indrette rummene. Til slottets fornemste rum ”Den store sal” eller Dansesalen bestilte han hos den hollandske maler Hans Knieper en lang række kongeportrætter, som skulle tage udgangspunkt i en rimet kongerække, der for sagntiden byggede på Saxo’s Danmarkskrønike. Kniepers malede forlæg blev med ham selv som ansvarlig i årene 1581-85 omsat til vævede vægtæpper eller tapeter, som man også betegner dem. Væverne hentede man i Holland, der på den tid var førende indenfor dette håndværk. 

Af de oprindeligt 43 gobeliner med over hundrede danske konger afbildet er 15 bevaret. De øvrige gik til ved en brand på Fredriksborg Slot, hvortil kronborgtapeterne var blevet flyttet. 7 af gobelinerne hænger nu igen på Kronborg Slot, mens resten kan ses på Nationalmuseet i rum 114.

Bevaret er også en såkaldt bordhimmel, som svenskerne bragte hjem til Stokholm som krigsbytte, da de forlod Sjælland efter besættelsen i 1658-60. Der er tale om det fineste og mest farvestrålende af de vævede arbejder lavet til ophængning over majestætens bord.

Se flere enestående genstande i udstillingen fra Danmarks Middelalder og Renæssance i rummene 101-126.

Del denne side