Historisk viden

Hvornår er det påske?

Påsken ligger på forskellige datoer fra år til år. Datoen er afhængig af to fænomener, jævndøgn og fuldmåne.

Det er påskesøndag på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Sådan har det været i over 1.600 år. Placeringen blev vedtaget på et kirkemøde i Nicæa i år 325. Ved samme lejlighed besluttede man også, at de beregninger som fastsatte påsken skulle være lavet af kristne.

Hvilken dag skulle påsken ligge på?

I jødisk tradition var påsken fastlagt ud fra, hvornår det var nymåne. De tidlige kristne diskuterede, hvornår påsken lå, og nogle af dem ville gerne lægge den på en fast dato i den måned, der svarer til april hos os. Andre mente, at det var en dårlig idé: Påsken burde altid fejres på en søndag, fordi det var dén dag, hvor Jesus stod op af graven, og dermed en helligdag.

Beregning af påsken blev også kompliceret af upræcis tidsregning. For at finde frem til, hvornår det var påske, skulle man kombinere den julianske kalender med kirkens tidsregning. Det betød en konflikt mellem kalendersystemer, der var baseret på hhv. sol og måne.

Juliansk kalender gav upræcis beregning af påsken

I middelalderens og renæssancens Danmark brugte man den julianske kalender. Men den blev mere og mere upræcis. Mod slutningen af 1600-tallet havde forårsjævndøgn "skubbet sig baglæns" fra den 21. til 11. marts.

Der fandtes en bedre og mere nøjagtig kalender, som blev brugt i sydeuropæiske lande. Den var indført i 1582 gennem en bulle fra pave Gregor den 13. I 1610 var hele den romersk-katolske del af Europa gået over til pave Gregors kalender.

Ny kalender i 1700

Idet protestantiske Nordeuropa var man ikke særligt interesseret i en kalender, som havde pavens opbakning.I Danmark fik vi først den "nye" gregorianske kalender i år 1700, bl.a. takket være astronomen Ole Rømer.

I 1700 blev dagene fra 18. februar til 1. marts simpelthen blev sprunget over, og nu ligger forårsjævndøgn altid den 19., 20. eller 21. marts. I de næste mange år - helt indtil 2048 - er det datoen den 20, man skal holde øje med. Og påsken falder derfor på den første søndag efter fuldmåne efter 20. marts.

DMI- derfor falder forårsjævndøgn 'altid' 20 marts

Rundetaarn: Kalenderreformerne

Del denne side