Historisk viden

Mikkelsdag

Den "Mikkel" som har lagt navn til Mikkelsdag er ærkeenglen Mikael. Mikkel er en fordanskning af navnet Mikael.

I det katolske Danmark var ærkeenglen Mikael de frommes særlige beskytter og en vigtig hjælper mod Satan. I Johannes Åbenbaring var han nemlig dén, der styrtede djævelen - i drageskikkelse - ned fra himlen. Sct. Mikael var meget populær allerede i den meget tidlige kristne tid, hvor flere runeindskrifter nævner hans navn.

Sankt Mikkel - sjælevejeren

Til dommedag har Sct. Mikael en særlig opgave, for da står han med sin vægt og vejer alle sjælene. Nogle gange er han vist med den ene hånd på vægtstangen. Dvs. at han snyder på vægten, sådan at den sjæl, der bliver vejet, kommer i himlen. Også selvom der er synder, der tynger, og små djævle, der prøver at trække den anden vej. 

Sct. Mikkels helgendag var den 29. september, som var helligdag i Danmark indtil 1770, da en ny forordning afskaffede en stor del af de daværende helligdage.

Del denne side