Historisk viden

Fællesskaber under enevælden

Fælles forsvar af egen by

I 1747 købte Køges indbyggere en ny fane til byens borgervæbning, hvis pligt det var at forsvare byen i tilfælde af krig. Hver by havde siden middelalderen haft sin hær, der bestod af alle byens våbenføre mænd. Borgervæbningen kunne også indgå i det nationale forsvar. I 1801 blev ordningen moderniseret, og der blev indført ens regler for alle byer. Væbnerne var delt i to afdelinger. Den første bestod af de bysbørn, der havde næringsbrev, dvs. selvstændige købmænd og håndværkere, den anden af karle og svende. Den første afdeling havde, ud over pligt til at forsvare byen, også ansvar for opretholdelse af ro og orden. Uniformen, som man selv skulle købe, var ofte imponerende, men udvalget af våben tit for ringe og for gammeldags. I 1873 ophørte købstædernes borgervæbning, og i 1909 overgik hele landet til en ny forsvarsordning.

Hver stand sin dragt

Maleriet på en tobaksdåse, der findes i Nationalmuseets samling, viser repræsentanter for de fire stænder: adel, præst, borger og bonde. De er hver især iført udgaver af deres stands dragt. Dragtens udformning blev styret ved 'luksusforordninger', der skulle begrænse import af dyre materialer. Adelsmænd havde ret til perler og silke, borgeren til frakke eller kjol. Præster var i sort kjole med pibekrave og bønder i brun kofte eller kjol. Øverst i pyramiden var konge og adel, i midten præster og borgere og nederst bønder. Det var kongen, der tildelte stænderne deres rettigheder, og med enevældens indførelse mistede adelen indflydelse, mens borgere og gejstlige fik mere at sige. Borgerne ernærede sig ved handel og håndværk i byerne, mens bønderne, som udgjorde flertallet, for det meste var fæstebønder. De havde ikke mange rettigheder, men en del forpligtelser, bl.a. hoveri. Tjenestefolk, fattige og hjemløse var fælles om ikke at have nogen rettigheder.

Landsbyen fester

Ringridning var en af de forlystelser, en landsby organiserede til fastelavn: Med en lanse skulle rytteren på sin flot udsmykkede hest fange en ophængt ring. Det foregik fastelavnsmandag, men i hele 'den gale uge' inden fasten begyndte, var der vendt op og ned på dagligdagen. Karle og piger 'løb fastelavn' bl.a. ved til hest at rive halsen af en gås, eller ved at slå katten af tønden. Begge dyr var levende. Fastelavn var en katolsk skik, men folk ville ikke opgive den efter reformationen. Præster og bisper tordnede mod de letfærdige lege, det usømmelige madfrådseri og den rigelige mængde øl, der kendetegnede både jule- og fastelavnsgilder. Men lige meget hjalp det. Bønderne holdt fast ved deres fester, selv om de udtrykkeligt blev forbudt i bl.a. Christian den 5.’s Danske Lov. Især amagerbønderne var berømte for deres fastelavnsfester, som medlemmer af hoffet, trods forbudet, deltog i.

Hornet blæste til samling

Nøgleordet for en landsbyboer var fællesskab. I selve landsbyen boede man tæt på hinanden, men bondens marker var til gengæld spredt vidt omkring på landsbyens jorder. Det gjorde dyrkningen kompliceret og bevirkede også, at bønderne var afhængige af hinandens hjælp til høst eller andre større arbejder som f.eks. opsætning af gærder. Sådanne opgaver blev organiseret af gårdmændene, der var medlemmer af landsbylavet. Lederen af dette lav var oldermanden, og det var ham, der blæste i hornet, når landsbyen skulle samles. I nogle landsbyer brugte man tromme, trompet eller budstikke til at 'tromme folk sammen'. For fællesskabet gjaldt både til hverdag og fest; det var datidens eneste sociale sikkerhedsnet ud over familien. De, der forsøgte at snyde sig fra eventuelle fælles opgaver, blev straffet med bøder og med udelukkelse fra landsbylavets møder.

Lavsvæsenets sociale sikkerhedsnet

I bagerlavets bøsse lå de tidepenge, som medlemmerne af lavet betalte hvert kvartal, når de holdt møde. Håndværkerlavene var fællesskaber, der byggede på fagligt sammenhold, og som udgjorde et socialt sikkerhedsnet for lavets medlemmer. Bøssen var lavets pengekasse, og indholdet blev brugt til fortæring, betaling af lavets sekretær, nyanskaffelser, hjælp til medlemmers begravelse og økonomisk understøttelse af lavets syge, gamle og fattige. Mestre og svende var medlemmer af hver deres lav. Mesterlavene bestemte, hvor mange mestre der måtte være inden for et fag. De regulerede også priserne på deres lavs produkter og fik dermed monopol på fremstilling og salg af disse varer. Et par gange om året holdt lavet fest. Her blev nye svende indviet, og eventuel dårlig opførsel fra medlemmernes side gav bøder, som havnede i lavsbøssen.

Aktier i langdistancehandel

Det Asiatiske Kompagni blev grundlagt i 1732 og fik hovedsæde med pakhuse og havn i Strandgade på Christianshavn. Herfra sejlede skibene til Østen og vendte hjem med varer, der blev solgt på auktion i kompagniets lokaler. Kompagniet var et aktieselskab, hvis medlemmer, der især var købmænd, delte risikoen ved langdistancehandel. Handelskompagnier fandtes i de fleste store handels- og søfartsnationer; de blev støttet af myndighederne, der gerne ville fremme oversøisk handel. Det Asiatiske Kompagni havde eneret på handelen med den danske koloni Trankebar og de danske handelsstationer i Indien og Kina. Der var andre danske kompagnier, som sejlede på henholdsvis Asien, Vestafrika og Dansk Vestindien, men Asiatisk Kompagni var det mest betydningsfulde. I 1772 blev eneretten på handel indskrænket til Kina. I 1844 blev handelen givet fri.

Når den røde haner galer

Blikkenslager Peder Pedersen Nyegaards tamburskilt viste, at han var leder af sin bys brandkorps. De fleste købstæder havde et sådant korps af borgere, der havde ansvaret for byens sprøjter, stiger, spande, brandhager og økser og for at organisere slukningen af ilden. Den tids materiel kunne dog ikke stille meget op, hvis ilden først havde fået fat og bredt sig. Da alle huse havde åbne ildsteder og var bygget af meget brændbare materialer, udbrød der tit ildebrand. Var uheldet ude, kunne et helt kvarter brænde ned. Så måtte kongen udskrive ekstra skatter, så husene kunne genopføres. På landet hjalp man hinanden, men brandbestemmelser stod også i landsbyvedtægterne. Fra gadekær og branddamme gik spandene fra hånd til hånd, eller vandet blev kørt i tønder hen til branden. Den første brandforsikring blev stiftet i 1731. Uforsikrede landboer måtte forlade sig på hjælp til genopbygning fra naboer og bylav.

Politik, litteratur og punch

Punch og piberygning var to væsentlige indslag i de diskussionsklubber, der blev dannet i slutningen af 1700-tallet. 'Selskabet for Sandhed' hed én, 'Drejers Klub' en anden. Den sidste talte berømte kunstnere blandt sine medlemmer, men ellers var det borgerskabets mænd, der mødtes for at diskutere politik, litteratur og andre almene eller aktuelle spørgsmål. Punchen, der blev serveret i klubbens punchebolle, blev lavet på rom fra Dansk Vestindien. Den var med til at skabe en animeret stemning, som løsnede tungebånd og hæmninger. Emner var der nok af: Den franske revolution vakte i begyndelsen begejstring hos mange politisk interesserede, trykkefriheden, som Struensee indførte, gjorde det muligt også at føre skriftlig politisk debat – indtil 1799, hvor censuren blev genindført. Klubberne var et populært fristed, hvor man kunne lufte sine tanker og måske være med til at påvirke den offentlige mening.

Du kan se alle genstandene på denne side i udstillingen "Danmarkshistorier 1660-2000" på Nationalmuseet.

Del denne side